Kategori: La Gomera 2014

I dag havde vi tænk os en vandretur oppe i det vilde. En tur hvor der er øde og med udsigt til havet og de små landsbyer.
Men vejret ville noget andet. Heroppe ved Las Hayas lå skyerne meget lavt og det blæste kraftigt. Sigtbarheden var omkring 50 til hundrede meter, temperaturen ca 9.

Heldigvis er La Gomera en fantastisk ø. Man kan finde nyt vejr inden for en luftlinie på bare 5 til 6 km. Lidt længere af de snoede veje.
Vi prøvede os bare frem og ned til en by der ikke er beskrevet ret meget. Byen hedder La Dama, her kunne vi på lang afstand se at der blev dyrket bananer i store overdækkede telte. 1000 vis af planter.

Vi har god tid og standser flere gange undervejs ned af den smalle vej.

Der kigges på canariske agerhøns, små falke og større rovfugle. Både små og store firben vimser også omkring, mens formiddagskaffen nydes.
Nede i La Dama, hvor husene ligge langs kanten af dalen mellem alle bananteltene, er temperaturen steget til 20 grader.
På kirke torvet nyder vi frokosten med gode advocado frugter.

Byen er helt centreret omkring banan produktionen.

Arbejderhusene er ejet af bananfirmaet.

Overalt bananer men der er jo også gode vandrestier der fra gammel tid har forbundet byerne. Vi begav os afsted på sådan en camino, der nok er blevet anlagt da man brugte æsler og heste til at transportere ting og sager.
Flot tur ned og op, endnu en kaffepause – så ned og op.
400 højdemeter er snart ikke noget at snakke om for vore ben.

Tilbage i La Dama gik vi på opdagelse i byen og fandt snart pakkeriet.

Her mødte vi en glad bananpakker, der insisterede på at vi skulle have nogle bananer en god håndfuld til os hver.
De modner om 3 uger fik vi at vide. Men hvad gør vi med 36 umodne bananer?

Tilbageturen til vores lejlighed blev igen noget særligt et par kilometer fra byen kom denne flotte regnbue frem.

Så op gennem skyerne, kraftig blæst og regn. Men igen nede i byen – sol og dejlig varme samt paella med udsigt over havet.

Det er helt stille og temperaturen lidt over 20 grader.
Vi bor flot med udsigt over “den store konge dal” = Valle Gran Rey i bydelen La Calera. Her nyder vi roen og varmen.

Valle Gran Rey er i modsætning til de andre byer i dette område vokset en del siden begyndelsen af 70’erne. Der bor nu omkring 5.000.
Dette skyldes nok i høj grad en masse tyske hippier, der drog til denne by i 70’erne mange bosatte sig her. På vores slentretur rundt i området er det meget tydeligt at der forsat er mange turister og fastboende fra Tyskland.
Det er et sted hvor mange rygsækfolk mødes og der er billige overnatningsmuligheder. Et skilt på en dør inviterer: gratis værelse til flinke folk. Der er en del der sidder og spiller på trommer, harmonika og guitar.
Men lokalbefolkningen er her også. Der dyrkes mange grønsager og bananer. Turist erhvervet er dog størst her er 1500 sengepladser i byen.

Klimaet er jo ens næsten hele året rundt så man har mange potteplanter rundt omkring. I det hele taget er øen ren og vedligeholdt.
Vi spiste frokost ned ved en af de meget små strande med sort sand og nød udsigten over det store hav.

Der blev tid til at finde postkort og et kig på havnen inden vi igen tog trapperne op til vores lejlighed. Bydelen her er helt bilfri, nærmeste vej er 200 meter nede.

I dag gik turen til byen Vallehermosa. Den ligger på den nordvestlige side af øen i 180 meters højde.
Vi boede i byen et par dage i 2010 og nød bylivet og de flotte vandreture i omegnen.
I dag kom vi til byens torv midt på formiddagen og der var mange folk på torvet. Mest ældre og det er jo også dem der ikke er på arbejde. Byen havde i 1960 omkring 9.000 indbyggere i dag knap 3.000.

Præsten gik lige som sidst en tur over torvet.

Folk ser om der kommer nogle de kender med den lokale bus.

Der arbejdes ved det lokale gartneri

Det ser flot ud.
Vi havde glædet os til denne helt særlig flotte vandretur op gennem frodige dal. Her bliver der virkelig dyrket mange forskellige grønsager, der er utallige blomster, frugttræer med mandler, citroner, appelsiner, advocado, ferskner, bananer mm.
Det er nok kun de ældre der stadig dyrker de små lodder.

Her er en ældre kone på vej til byen og hun skal lige glæde sig over at vi kommer forbi.

Der er kun en times vandring til El Tion og det bliver ikke regnvejr, god tur fortæller hun.
Det er overskyet men temperaturen er 18, perfekt vandrevejr. Vi kan sagtens holde varmen da vi i dag lige skal klare 650 højdemeter og stejle passager.

Så blev det tid til at nyde frokosten i 780 meters højde og med denne flotte udsigt over skov og dyrkede marker.
Tilbageturen på 6 km går på den anden kant af dalen på en camino gennem skoven med enebær- og laurbærtræer. Foran os på det meste af turen er den store klippe, som er byens vartegn.

Der er også nogle flotte kig ned til kysten og ud over havet hvor solen skinner.

Der er også tid til pauser, her er et kig ud over byen og de mange små marker, der er har været dyrket i århundrede.
Nede på byens torv udspiller sig her sidst på eftermiddagen et andet liv. Det er os vandringsfolk, der samles på torvets cafe og glade over dagens tur nyder en øl eller kop kaffe, mens kortene og bøgerne med turene bliver drøftet.
Vi kører igen tilbage til vores lejlighed. Op gennem skyerne og ned til 21 grader og mens vi spiser aftenmaden på altanen går den røde sol ned i havet.

Nu har vinden lagt sig og det er søndag.
Vi tog bilen op i 1000 meters højde igen. Første stop var i den lille landsbyen El Cercado. Her er der 3 keramiske værksteder, hvor de laver krukker af den lokale ler uden brug af drejeskiver og man brænder krikkerne og åben ild.
Selv om det kun er 11 grader er der nu behageligt at vandre, så vi ad små stier langs de små marker hen til den næste landsby. Chipude, den var for 200 år siden øens største by.
I dag er det søndag og der vaskes tøj.
For 50 år siden skete det her ved byens samlingspunkt.

Man samles dog med fælles tøjtøring.
På byens plads er den store kirke fra 1600 tallet. Her var mange folk i kirke, der er nemlig barnedåb.

Ved kirken ligger kroen.

Her er siesta.
Vi finder en ny vandresti til El Cercado og nu venter en helt særlig søndagsfrokost.
I Las Hayas ligger Vegetarrestaurationen Montana. Vi besøgte også stedet i 2010. Den eneste forandring er 3 fillipinere, der serverer og laver maden. Efigenia, den gamle stolte kone går stadig rundt og hygger om gæsterne.

Maden er stadig fin.

Dejligt.
Efigenia, forærer lige som sidst gæsterne en lille pose med nødder og rosiner lige inden man forlader stedet.
Tilbage ved kysten under 10 kilometer fra Las Hayas venter solen og 21 graders varme.

Det blæser stadig men kun 10 til 14 sekundmeter, temperaturen er omkring 18 – 19 her ved kysten. Men føles varmere i det klare solskin.
Men vi kørte op i kulden og skyerne. En fin og kold vandretur ventede, blot 11 kilometer væk i 1000 meters højde.
Ved den lille landsby Aure startede vi turen. Det blæste også her.

Vi vandrede også her i 2010. Der er ikke meget der er forandret. Den sammen købmandskone, der stadig er flink og tilbyd at vaske de 2 pærer vi købte.

Bonden havde fået ny fræser og arbejdede lige som sidst på sin jordlod. Der skulle sættes kartofler.
Turen gik op til Nationalparken Garajonay, som er en subtropisk regnskov, skoven er beskyttet og på Unesco verdensarv.

Her ligger skyerne lavt.
Men inde i skoven er der læ

70 % af skoven er dækket af canariske laurbærtræ. Der er en særlig stemning i sådan en skov.

Massevis af f.eks Storkenæb.
På vejen tilbage til landsbyen mødte vi så lige et forårstegn med disse flotte blomster

Blæsten ramte os igen

Benene var blevet noget trætte efter den flotte tur på 11,5 km. Så hurtigt ind i bilen og ned i den dejlige varme og solskinnet.