Kategori: Norge 2024

Vi har de seneste par dage kredset nysgerrigt omkring den store, grå 12-etagers bygning, der rummer de ikoniske Munch-udstillinger. I dag skal vi endelig besøge stedet, og spændingen er stor. Ved ankomsten bliver vi mødt af museets moderne arkitektur, som med sin strømlinede og elegante form danner en stærk kontrast til de ekspressive og dybtfølte værker, der venter os indeni.

Før vi træder ind i kunstens verden, reflekterer vi kort over kunstneren selv: Edvard Munch (1863–1944), en af Norges mest betydningsfulde malere og en pioner inden for ekspressionismen. Hans værker, som ofte kredser om temaer som angst, kærlighed og død, har haft en enorm indflydelse på både samtidens og senere generationers kunst. To af hans mest berømte værker, Skriget og Madonna, er i særdeleshed blevet universelle symboler på menneskelige følelser – Skriget med sin uforglemmelige skildring af eksistentiel angst, og Madonna, der udforsker de komplekse temaer om liv, død og kærlighed. Der forblev evigt tema hos Munch.

Vi begynder vores rundtur på 4. sal, hvor udstillingen “Uendelig” giver os et fascinerende indblik i Munchs udforskning af eksistentielle spørgsmål, og det er her, vi bliver konfronteret med Skriget. Det ikoniske billede af en skikkelse, der udstøder et stumt skrig i et surrealistisk landskab, fylder et mørkt rum med en næsten håndgribelig angst og uro. Efter denne intense oplevelse må vi tage en pause i caféen, hvor vi ser ud over den beroligende havneudsigt.

Henrik Ibsen og Hotel Grand Caféen.
Næste stop er på 7. sal, hvor vi fordyber os i Munchs grafiske værker.
Vi afslutter vores tur på 11. sal, hvor temaet “Horisonter” dominerer. Temaet henviser til mange af de kunstnere, der har været inspireret af Munch. Her bliver vi straks mødt af et par malerier af Asger Jorn fra 1949, som sammen med Else Alfelt var en del af Cobra-bevægelsen, stærkt inspireret af Munch. Vi tænker også lige på den udstilling vi har set i København af Kujahn Blask, hvor vi også kan gense hendes inspiration fra Munch.

Kujahn Blask

Efter at have vandret gennem de mange rum og fordøjet de indtryk, som værkerne efterlader, må vi igen holde en velfortjent pause i caféen. Denne gang nyder vi en lækker frokost, mens vi glæder os over den farveglade og livsbekræftende kunst fra Munchs senere år, hvor naturens landskaber spiller en central rolle.

En rolig eftermiddag

Efter vores besøg på Munch-museet går vi stille hen mod den imponerende Operabygning. Vi starter med et kig ind i butikken og den store foyer, der fører ind til selve salen – en bygning, der i sig selv er et arkitektonisk mesterværk.

Udenfor går vi op ad den skrånende bakke, dækket af smukke, hvide marmorplader, hvor endnu en fantastisk udsigt over Oslo venter os. I horisonten kan vi se, at skyerne snart vil dække for solen.

Vi sætter os et øjeblik ved kajen og håber på at finde en god kop kaffe og måske lidt kage senere ved Grand Hotel Café. Først tager vi dog en lille omvej forbi det gamle rådhus, og vi vandrer op ad en gade, hvor et medborgerhus er vært for et stort arrangement for småbørn – over 20 barnevogne står parkeret udenfor. Der er også nogle finurlige udendørs træskulpturer, som giver gaden et kreativt præg.

Vi når frem til Stortinget og Grand Hotel Café, men desværre er den lukket på denne søndag eftermiddag.

Ja, ja, tænker vi, og fortsætter ned mod Stortorvet ved Domkirken.

Her finder vi heldigvis en hyggelig café, hvor der er en afslappet søndagsstemning, og mange folk nyder dagen i deres fineste tøj.

Sidst på dagen begynder vi at tænke fremad – vi skal jo tanke op til morgendagens togtur til Roskilde klokken 10. Det klarer vi hurtigt, og med det takker vi Norge for nogle berigende dage i deres smukke land.

Vi vågnede op til et strålende solskinsvejr, klar til at tage på en klassisk byvandring rundt til Oslos velkendte attraktioner – en sand “must see”-rundtur. Kirsten glædede sig særligt til at gense områder fra sin tid som ung i Oslo, hvor hun boede hos en familie i et pænt boligkvarter for 55 år siden.

Første punkt på dagsordenen var at sikre billetter til Munch-museet, som vi skulle besøge dagen efter. Derfor startede vi vores tur gennem det nye byområde Bar Code.

Bar Code er et moderne kvarter langs havnefronten ved Bjørvika. Området består af en række slanke, høje bygninger, der med deres unikke design minder om en stregkode – deraf navnet. Området er en del af Oslos byfornyelse, som har forvandlet det gamle havneområde til et centrum for forretning, kultur og boliger. Et spændende område med en markant arkitektur.

Efter at have fået vores billetter, smuttede vi hurtigt ind i det nye hovedbibliotek, Deichman Bjørvika, som åbnede i juni 2020. Dette imponerende bibliotek ligger tæt på både Operaen og Munch-museet og er allerede blevet en af Europas mest innovative biblioteker. Det forener traditionelle biblioteksfunktioner med kreativitet, teknologi og fællesskab, og man kan ikke undgå at blive fascineret af stedet. En lørdag formiddag vrimler det med liv her.

Derefter fortsatte vi vores klassiske rundtur op ad Karl Johans gate,

der starter lige overfor Oslo S. Gaden er berømt og ender ved Kongeslottet, ved Stortinget hvor vi tilfældigvis stødte på en gruppe ukrainere, der demonstrerede, satte vi os og lyttede til deres sang og taler om den kritiske situation i Ukraine.

Herefter vandrede vi videre forbi universitetet og op til Kongeslottet.

Vi havde fået en anbefaling om at finde Henrik Ibsen-museet ved hjælp af citater, som er indlejret i fortovet. Vi fulgte dem fra Grand Hotel caféen, men desværre var museet lukket den dag. Her er en kort beskrivelse af forfatteren Henrik Ibsen.

Henrik Ibsen (1828-1906) var en norsk dramatiker og digter, ofte betragtet som en af verdens største dramatikere og grundlæggeren af det moderne realistiske drama. Han er bedst kendt for sine skuespil, som udforsker komplekse sociale og moralske dilemmaer, ofte med stærke kvindelige karakterer i centrum. Hans mest berømte værker inkluderer “Et dukkehjem”, “Hedda Gabler”, “Peer Gynt” og “Gengangere”. Ibsens skarpe skildringer af menneskelige relationer, hykleri og samfundets normer havde stor indflydelse på teaterverdenen og hans værker fremføres stadig over hele verden.

Nu, hvor opmærksomheden også var rettet mod fortovet, dukkede pludselig den stolpesten op, der skal minde os om de grufulde begivenheder forårsaget af nazismen. Denne lille messingplade, indlejret foran personens tidligere bopæl, bærer ofrets navn, fødselsdato og deportationsdato. Som en del af kunstprojektet skabt af Gunter Demnig, er stolpestenen et stille, men stærkt mindesmærke, der får forbipasserende til mentalt at “snuble” over fortidens tragedier og huske de mennesker, der engang levede her, men som blev ofre for Holocaust.

Turen fortsatte til en velfortjent frokost foran Hansen bageri i solskinnet – tiltrængt efter allerede at have gået 8 km.

Efter en god pause begav vi os gennem nogle af Oslos fine boligkvarterer med mange ambassader, på vej mod Vigelandsparken.

Vigelandsparken er en af Oslos mest berømte attraktioner og verdens største skulpturpark skabt af én enkelt kunstner, Gustav Vigeland. Parken ligger i Frognerparken og rummer over 200 skulpturer, der skildrer menneskets livscyklus fra fødsel til død.
Den mest ikoniske skulptur er Monolitten, en 17 meter høj granitsøjle bestående af 121 menneskefigurer, der ser ud til at klatre mod himlen. Vi fandt en solrig bænk og nød den livlige lørdagsstemning i parken.

Senere gik turen mod havneområdet, hvor vi passerede Oslos store rådhus og besøgte Nobels Fredssenter.
Dette museum, også kendt som Nobels Fredshus, er dedikeret til Alfred Nobels fredspris og fungerer som en platform for dialog om fred, demokrati og menneskerettigheder. Vi brugte tid på at udforske historien om de mange modtagere af prisen og deres betydningsfulde bidrag.

Dagen blev afsluttet ved Tordenskjoldsgaten, hvor vi nød en kage og en fantastisk cappuccino i det dejlige solskinsvejr.
Med trætte ben havde vi kun 20 minutters vandring tilbage, og da dagen var omme, havde vi tilbagelagt 16,1 km – sådan kan det være, når en fin klassisk byvandring i Oslo skal klares!

Vi vågnede til frostvejr, nyfalden sne og en spektakulær udsigt fra soveværelset, hvor solens første stråler oplyste fjeldene. På Turistforeningens hytter er morgenmaden altid solid og nærende – de ved præcis, hvad man har brug for, før en dagstur på fjeldet.

Vi havde mødt to unge fra Schweiz, som siden juni havde vandret rundt i Norge. De havde været ved Nordkap til Hardangervidda, hvor vi nu stødte på dem. De bar alt deres udstyr selv og sov i et tremandstelt, hvor man lige akkurat kunne sidde op. De fortalte, at de i tre uger ikke havde mødt et eneste menneske. Deres vandring havde ingen fast slutdato. Han arbejdede med klimaforskning på Svalbard, og hun var læge. Vi ønskede dem en god videre færd, da de forsvandt ud i frostvejret og op mod den “blå is”.

På DNT’s hytter møder man virkelig erfarne friluftsentusiaster, og jeg har stor respekt for deres viden og evne til at begå sig i naturen.

Vi fortsatte vores vandring mod stationen uden at møde så mange, indtil vi så ni fyldte togvogne. Omkring 850 mennesker rejser med dette tog.
Vejret var klart, og vi kunne endnu en gang nyde den foranderlige udsigt, som fulgte os hele vejen ned til Oslo. Fire og en halv time senere ankom vi til menneskemylderet på Oslo S.

Vi havde lejet en lille lejlighed, der udelukkende tilgåes via koder og sms’er. Den ligger i det multikulturelle kvarter Grønland. Vi skal lige vænne os til, at Oslo i dag er en så mangfoldig by. Kirsten boede i Oslo for 55 år siden, og hun fortæller overbevisende, at dengang var befolkningssammensætningen helt anderledes.

Etnisk mangfoldighed i Oslo

Siden år 2000 har Oslo haft en relativt stor andel indvandrere og personer med anden etnisk baggrund. Ifølge Statistisk Sentralbyrå (SSB) havde 34,3 % af befolkningen i Oslo ved starten af 2023 indvandrerbaggrund, herunder både indvandrere og norskfødte med to indvandrerforældre. Indvandrerne kommer fra mange forskellige lande, især Pakistan, Somalia, Polen, Tyrkiet og Irak. Andelen steg fra 16 % i 2000 til 28 % i 2010.

På integrationsområdet ser man både succeser og udfordringer. Mange med indvandrerbaggrund bidrager positivt til byens økonomiske, kulturelle og sociale liv. Oslo er en by med en rig kulturel mangfoldighed, hvilket afspejles i byens restauranter, begivenheder og foreninger.

Om aftenen begav vi os ud i byens pulserende liv – en kontrast til stilheden og storheden i fjeldet. Det krævede lidt tilvænning, men vi faldt hurtigt til. Først gik vi en tur til det nye bibliotek og Operaen med udsigt over den indre havn. Herfra så vi det imponerende nye Munch-museum, hvor en lang kø af mennesker ventede på at komme ind – museet har åbent til kl. 21. Rundt om var der hyggelige caféer fyldt med mennesker, der nød aftenen. Vi beundrede den flotte, moderne arkitektur i de nybyggede høje huse, der primært rummer kontorer og hoteller.

Efter lidt tid besluttede vi os for at finde et spisested. Vi krydsede den lange promenadebro ved Oslo S station. Det er nu en stor station, og vi kunne slet ikke genkende den fra dengang, vi ankom med nattoget fra København i begyndelsen af 1990’erne.

Tilbage i Grønland blev vi mødt af synet af minareter og et væld af mennesker fra forskellige kulturer. På en lille plads fyldt med spisesteder, hver med deres egen etniske præg, fandt vi en pakistansk restaurant fyldt med gæster. Bag disken stod fem pakistanske mænd og langede hurtigt tallerkener med ris og salat over disken, mens de skænkede kylling eller lam op i dybe tallerkener.
Vi bestilte marsala chicken med naanbrød. Stemningen var god, og det lille sted tiltrak mange, der ville have et hurtigt måltid for under 100 kr.

Det var en herlig oplevelse. Nu må vi forberede os på at udforske mere af Oslo.

Efter et solidt morgenmåltid klæder vi os godt på – vi er forberedte på efterårsvejret her på Hardangervidda. Vejrudsigten kan man ikke helt regne med på fjeldet, kun trenden. Der loves slud, 2 graders varme og frisk vind.

Her ved Finse finder vi den nu meget kendte vandre- og cykelsti langs jernbanen. Den strækker sig over ca. 80 km. Vi begynder med at gå østpå og nyder lyden af rislende bække og den storslåede udsigt mod fjeldene og isbræerne, mens solen langsomt bryder igennem skydækket. Det er betagende.

Rallervejen

Rallervejen (Rallarvegen) blev anlagt som en arbejdsvej under byggeriet af Bergenbanen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Vejen var afgørende for at transportere materialer, arbejdere og forsyninger til de svært tilgængelige områder, især ved Finse, hvor terrænet var udfordrende, og vejrforholdene barske. Rallervejen strækker sig fra Haugastøl til Flåm og gjorde det muligt for rallare (jernbanearbejdere) at nå frem til arbejdspladserne langs strækningen.

Ved Finse, som er det højeste punkt på Bergenbanen, var byggeriet særligt vanskeligt på grund af de høje fjelde, klippegrunden og ekstreme vejrforhold. Uden Rallervejen ville det næsten have været umuligt at transportere de nødvendige ressourcer til området. Rallervejen blev derfor en livsnerve, der muliggjorde færdiggørelsen af banen gennem det utilgængelige højfjeldsterræn.

Det er en fantastisk historie at have med på vores tur – og ikke mindst tanken om de folk, der udførte det imponerende byggeri. De gravede tunneler gennem klippefyldte fjelde, lagde skinner over det stenede terræn og byggede broer over brusende elve.
Arbejdet blev ofte udført med simple værktøjer som hakker, spader og trillebøre. Kulden var en konstant følgesvend. I vintermånederne frøs alt til, og mange rallare led af frostskader. De måtte overnatte i primitive barakker, der knap nok beskyttede dem mod elementerne. Det var ikke ualmindeligt, at sneen blokerede dørene, og nogle gange måtte de grave sig ud om morgenen for at komme i gang med dagens arbejde.

Eftermælet af rallarene

Rallarene efterlod et varigt præg på norsk historie. Deres modstandskraft og hårde arbejde gjorde det muligt for Norge at forbinde øst og vest, og deres indsats er blevet anerkendt som en vigtig del af landets teknologiske og industrielle arv.

Rallervejen, som nu er en populær cykel- og vandrerute, følger i mange af rallernes fodspor og giver os moderne rejsende mulighed for at reflektere over det enorme arbejde, der blev udført.

For os har dagens vandreture mod øst og vest på Rallervejen været en herlig oplevelse. Selvom vejret skiftede mange gange undervejs, kunne vi stadig beundre den storslåede og vilde natur heroppe. Mod syd, hvor fjeldene tårner sig op, lever der stadig vilde rener, og vi så helt særlige planter. Vi fulgte små fugleflokke, der nu samles for snart at flyve sydpå. Pludselig så vi noget bevæge sig hurtigt gennem den lave bevoksning. Var det en lemming? Nej, det var nok snarere en fjeldmarkmus, som vi fandt ud af senere.

Vores ben er lidt trætte, og vores ansigter varme efter 13 kilometers dejlig fjeldvandring.

Her til aften fik vi igen en fin menu med Nordk husmandskost og en fin brownie til dessert

Dagen begyndte med, at vi steg ombord på toget til Voss i gråvejr, hvor regnen stille trommede mod ruderne. Toget snoede sig gennem det norske landskab, hvor vi kunne skimte bjerge og fjorde gennem de tågede skyer. Ved ankomst til Voss skiftede vi til en bus, der førte os på en 1,5 timers tur gennem dramatiske dale og langs brusende floder. Vejen bugtede sig langs bjergsiderne, og udsigten blev kun bedre, jo længere vi kom.

Da vi endelig nåede frem til Flåm, var stedet fyldt med turister fra flere krydstogtskibe. Det, der normalt er en fredelig lille by ved fjordens ende, var forvandlet til en hektisk summen af mennesker, der fyldte gaderne og butikkerne. Der skal noget til lige at finde ro i sådant et menneskehav, hvor de fleste skal finde plads til den næste oplevelse.

Flåmsbanen, en af verdens mest kendte togture, førte os op ad fjeldet mod Myrdal.

Undervejs blev vi mødt af et spektakulært syn ved Kjosfossen, hvor toget stoppede, så vi kunne nyde vandfaldet. Musik spillede, og pludselig dukkede en danser, klædt som en huldra, op midt i det brusende vandfald og tilføjede en magisk stemning til øjeblikket.

Da vi ankom til Myrdal, opstod der desværre problemer. Et sporskifte ved Haugastøl havde skabt kaos på tognettet, hvilket resulterede i en tre timers forsinkelse. Stationen var fyldt med mennesker, der alle ventede utålmodigt på at komme videre. Til sidst og for os kun 1 times forsinkelse, lykkedes det at komme med det forsinkede tog, der langsomt kørte gennem det nysneklædte landskab. Temperaturen er lidt over frysepunktet.

Endelig, ved halv firetiden, nåede vi Finse. Sne og slud hvirvlede rundt, da vi trådte ud i den kolde luft og begav os mod Finsehytten på en dyngvåd sti. Trætte, men lettede, fandt vi en plads ved vinduet i fjellstuen, hvor vi med en kop varm kakao kunne nyde udsigten til nysneen, der stille lagde sig over det dramatiske landskab. Det var en dag fyldt med både udfordringer og uforglemmelige oplevelser, hvor naturens kræfter mindede os om Norges vilde storhed.

Vi bor her på Finsehytta med fuldpension og her til aften vi vi en kostelig treretters menu. Først en fin kartoffelsuppe så hovedret med lam, gulerødder og kartoffelmos til dessert en ostekage. Vi blev mætte.