Kategori: Marokko 2025

Det blev til endnu en fantastisk dejlig dag med Hamid. Det havde regnet noget i nattens løb, og Hamid og værten var glade. Regn er så velkommen her, så vi blev mødt med store smil.

Vi stolede helt på Hamid om, at vi sagtens kunne vandre en fin lang tur i dag. Hamid var i dag iklædt en lang uld kappe, som kunne klare kulde og vand.

Han fortalte, at vi skulle vandre lidt højere op i dag, nemlig til omkring 1350 meter. Starten gik ved udløbet af den nu lille flod, som vi let kom over, da det jo ikke havde regnet i lang tid. Vi kom over floden og hen forbi nogle nyere huse. Nu kom der en byge, og vi stod i læ ved et hus. Det gør man ikke upåagtet, snart kom tre børn frem og hilste på. De kunne tale engelsk, og snart efter kom moderen og bedstemoderen.

Vi måtte komme indenfor – insisterede de, og vi skulle se hele huset. Der boede flere generationer i huset, og ligeledes et familiemedlem, der var handicappet. Vi hørte ham ikke snakke, men han var smilende og venlig. Så snart vi havde set det store hus, der var meget fint dekoreret med tæpper og symboler, blev vi vidner til, hvordan familielivet i bjergene er bygget på stærke bånd mellem generationerne.

Traditioner med mynte-te og aniskager

Vi blev hurtigt inviteret til at dele den traditionelle berberte – mynte-te. I Marokko er mynte-te mere end bare en drik; det er en vigtig del af den daglige kultur og gæstfriheden. Te-drikning er en ceremoni, der symboliserer venskab og respekt. Den grønne te brygges stærkt og kan sødes med masser af sukker, og mynteblade tilføjer en frisk duft og smag, som er uundværlig i berberhjem. Hamid kaldte den med et stort smil “whisky- the”. Det er ikke bare en drink, men en måde at samle mennesker på, hvor samtaler kan flyde frit, og forbindelser styrkes, kan vi læse og nu forstå.

Samtidig blev vi også tilbudt en bakke med aniskager, som er en anden klassisk del af berbernes gæstfrihed. Disse små, lette kager er fyldt med den varme smag af anis og laves ofte til særlige anledninger eller som et velkomment indslag til te. Anis symboliserer i berberkulturen både velstand og velsignelse, og kagerne bliver ofte serveret, når der er gæster, som en gestus af varme og venlighed. 

Smagen af de friskbagte aniskager og den varme, søde mynte-te, mens regnen stille faldt udenfor, var et øjeblik af ren marokkansk gæstfrihed og tradition.

Kvinderne, deres væremåde og klædedragt

Kvinderne i berber-samfundet bærer ofte farverigt tøj, der ikke kun afspejler deres personlige stil, men også deres tilknytning til de lokale traditioner. Det er almindeligt at se kvinder iført lange, løstsiddende kjoler, ofte med smukke broderier eller perler langs kanten, og mange bærer farverige tørklæder på hovedet. Disse tørklæder kan være både praktiske og dekorative, beskyttende mod solen i de varme måneder, samtidig med at de markerer den bærendes ære og status. De stærke farver i tøjet, såsom rød, blå og grøn, symboliserer både livskraft og forbindelsen til naturen.

Kvinderne i bjergene er kendt for deres rolige og respektfulde væremåde, det var lige hvad vi mødte. De arbejder hårdt, både i hjemmet og på markerne, men de udstråler samtidig en indre ro og styrke. Deres liv er tæt knyttet til traditionerne og familielivet, og de spiller en central rolle i den daglige husholdning og samfundslivet. Gennem generationer har kvinderne videreført de gamle håndværk som vævning og brodering og sørger for, at disse traditioner bliver holdt i live.

Det var tydeligt i mødet med kvinderne i de berberfamilier, vi besøgte, at der er en stærk samhørighed mellem generationerne. Mødrene og bedstemødrene bærer deres traditionelle klædedragt med stolthed, mens de også passer på de yngre, som lærer de gamle håndværk og leveregler videre. Deres tøj, der både er praktisk og smukt, symboliserer deres bånd til fortiden, mens de også kigger mod fremtiden.

En uforglemmelig oplevelse med Hamid

Alt dette har vi de sidste par dage fået et fint indtryk af, og Hamid har været så fin til at fortælle om berbernes kultur. Familien, vi besøgte, havde en ældste dreng på 16-17 år, som var nysgerrig og havde en drøm om at blive jurist. Det håbede han virkelig på. Han spurgte også nysgerrigt ind til vores familie i Danmark.

Hamid kunne nu se, at det var blevet tørvejr, og vi fik sagt mange tak for familiens gæstfrihed, og spændte fulgte vi nu efter Hamid på de små stier.

Vi kunne se frem til en fin stigning, og fremme ventede de røde lerskrænter, der nok mindede os om red rock i Californien. Men først ventede stigningerne og en lidt større landsby, hvor et socialt kontor havde et flere besøgende. Ved siden af var en privat engelsk kostskole, der nu kun var for piger, men man var ved at bygge en større skole, også til drenge.

Snart var vi ved kanten og toppen af dagens tur med en flot udsigt. Her nød vi en lille pause – dadler, appelsiner, bananer og brød. Det var berigende at være sammen med Hamid, og han gør meget for at give os gode oplevelser.

Undervejs finder han forskellige stenkrystaller, som han fortæller om, og mens vi går, kan man høre hans små sange og melodier, der sætter en god stemning.

Nu er han særlig glad, da vi går gennem et område, hvor nyudsprungne grene står fantastisk i kontrast til den røde jord – som en rigtig forårsdag.

Klokken er snart 15 og vi nærmer os Auberge de Muflon, med noget trætte fødder, hvor vi kan takke Hamid efter 2 fantastiske dage og 22 kilometers berigende vandring.

Vandringer vi sent vil glemme.

Hvor heldig kan man være?

I går aftes talte vi med værten om en vandretur i området. Vi besluttede os for at tage afsted med en lokal guide – og det viste sig at være et fantastisk valg.

Hamid dukkede op klokken 10. Han talte engelsk og havde været guide i området i mere end 20 år. Han spurgte kun, hvor længe vi ønskede at vandre – vi tænkte omkring fem timer, da vi ikke kendte terrænet.

Vi begav os roligt afsted mod den nærmeste landsby. Pludselig lagde vi mærke til, at mange huse og stier var ødelagte, og at der blev bygget nyt. Hamid fortalte os nu den sørgelige årsag:

Fredag aften den 8. september 2023 klokken 22 ramte et kraftigt jordskælv Marokko, sydvest for Marrakech. Det var særligt slemt her i Ouirgane-området. Skælvet målte 6,8 på Richterskalaen – det kraftigste i Marokko i 120 år. Indtil videre var omkring 2.100 mennesker meldt omkomne, og over 2.400 var kommet til skade.

Det område, vi nu vandrede igennem, var blevet frygteligt ramt. Genopbygningen var stadig i gang, men Hamid var ikke tilfreds med den. Den blev styret centralt og bestod af betonblokke, i stedet for de traditionelle lerklinede huse, som gennem århundreder havde sikret et behageligt indeklima – kølige om sommeren, varme om vinteren. De lokale kunne ikke selv bestemme byggemetoden og måtte desuden have eksterne håndværkere til at opføre husene.

Vi fortsatte, en smule chokerede, gennem landsbyerne. Mange beboere boede stadig i telte, men alligevel var de utroligt venlige og imødekommende. Det var opmuntrende at se, hvordan mennesker med humøret i behold håndterede en så svær situation. Det giver håb.

Efterhånden ledte Hamid os væk fra ruinerne og begyndte at fortælle om de træer og planter, vi passerede. Han forklarede, hvordan de gamle vandingskanaler fungerede, og hvordan vandet blev fordelt mellem landsbyerne. Vi så, hvordan de små terrasser blev overrislet, og snart nød vi synet af nyudsprungne mandelblomster, der snart ville farve landskabet hvidt. Her var et kakaotræ, dér et avokadotræ – og imponerende 800 år gamle oliventræer. På terrasserne dyrkedes couscousplanter, ærter og andre afgrøder.

Pludselig hørte vi glade drengestemmer – en flok børn spillede fodbold på en grusplads. De insisterede på, at vi skulle være med, og til deres store begejstring kastede vi os ud i spillet.

Udsigten over dalen var storslået. Ved siden af moskéen lå en synagoge, hvor jøder tidligere havde opholdt sig i flere måneder ad gangen.

“Vil I have noget te?” spurgte Hamid og vi tror han lige ringede til en han kendte.

Snart befandt vi os i et lille byhus, hvor husets kone bød os velkommen med te, brød og mandler. Vi fik vasket hænder og fik et kig ind i hendes hjem og køkken.

Hun kokkererede over små åbne ildsteder og var ivrig efter at vise os sin hverdag – men vores fransk var begrænset. Vi måtte ikke betale for gæstfriheden, men hendes datter modtog med glæde et par småpenge.

Nu gik turen nedad. Vi havde vandret 300 meter opad, og i denne højde – omkring 1.200 meter – krævede det sin energi. På vejen mødte vi arbejdende folk og en 8-årig dreng, der susede ned ad stien på sin cykel. Pludselig opdagede han, at baghjulet eksede voldsomt. Intet problem – han satte sig ned, fandt et stykke ståltråd og fik det hurtigt rettet. Det havde han nok prøvet før. Med et stort smil fortsatte han sin tur. Tankevækkende.

Mens vi vandrede, stoppede Hamid ofte op for at lade os dufte til forskellige planter – pebermynte, citrusblade og andet, der voksede langs stien.

Foran et lille hus kom en ung kvinde frem med sine håndhæklede tæpper. Hamid opfordrede os til at støtte hende ved at købe et, da han mente, det var bedre at handle direkte med hende end på markederne i Marrakech. Pengene ville gå ubeskåret til hende – og hendes glæde var smittende.

Nu nærmede vi os Auberge de Muflon. Begejstrede aftalte vi en ny vandretur med Hamid dagen efter, selvom vejrudsigten lovede lidt regn og temperaturer omkring 10 grader.

Vi glæder os.

Om Hamid

Hamids væremåde mindede mig meget om de grønlandske fangere, jeg har mødt – rolige, tilbageholdende, uden behov for at føre sig frem. Han nød blot stilheden og det at være sammen. Det var en særlig oplevelse at vandre med ham.

Vi var allerede oppe før klokken 3, og så ventede lufthavnen. Der var ikke ret mange mennesker, og næsten al indtjekning og indkøb foregår nu automatisk med koder.
Flyveturen på 4,5 timer var fin. Så landede vi i et helt andet land. Her har man god tid, arbejdskraften er billig, og alle tager det helt roligt. Vi startede i en lang kø for først at få tjekket vores pas endnu en gang. Venlige toldbetjente ville også lige vide, hvor vi skulle bo. “Auberge de Muflon,” fortalte vi, og det blev skrevet ned.
Derefter gik vi til udgangen til bagageudleveringen, og her blev passet tjekket endnu en gang. Så skulle vores bagage igennem endnu et tjek, før vi kunne gå ud i lufthavnen.
Vi fandt biludlejningen, og efter en del ventetid fik vi udleveret en ny, sort Peugeot. Der var nu gået lidt over 2 timer, siden vi landede. Solen skinnede, og temperaturen var 23 grader.
Vi havde downloadet GPS på mobilen og fik den tilsluttet CarPlay, og så kørte vi fortrøstningsfulde ud i trafikken. Den er anderledes her, hvor overdækkede varevogne med hø og mursten og meget andet kører, hurtige taxaer og ikke mindst knallerter, der drøner af sted. Vi kom gennem forstaden til Marrakech i et mylder af trafik, men der var ingen problemer – man indordner sig. Ingen dyttende horn, det er herligt.

Efterhånden som vi kom sydpå, ændrede landskabet sig dramatisk. De høje Atlasbjerge dukkede op i horisonten, deres tinder stadig dækket af sne, selvom temperaturen var lun. De brede dale var fyldt med olivenlunde og små landsbyer bygget af lerklinede huse, der nærmest smelter sammen med omgivelserne.

Snart nåede vi til det spektakulære bjergpas, som snoede sig 22 kilometer gennem kløfter og stejle bjergsider. Her og der stoppede vi for at nyde udsigten – den ene mere fantastisk end den anden.

Snart var vi fremme ved et marked med kameler, dans, handel og mad tilberedt over bål. Nu skal vi vænne os til, at mange retter henvendelse til os for at få os til at købe noget. Selvom de bliver ved og ved, er de meget venlige, og vi kom tilbage til bilen uden køb.

Vi fortsatte bilturen gennem de flotte landskabe

Det klare lys og de dramatiske skygger over bjergene mindede os om vores tur gennem New Mexico i 2000, et landskab, der også havde samme storslåede karakter i røde farver.

Efter bjergpasset fortsatte vi mod Ouirgane, en lille fredelig landsby omgivet af frodige bakker og grønne dale. Her blev landskabet endnu smukkere, og vi forstod, hvorfor området kaldes en skjult perle i Atlasbjergene.

Her i Atlasbjergene er det røde landskab præget af de varme, jordagtige nuancer fra jernholdig jord og klippeformationer, der skifter fra dyb terracotta til rustrøde toner. Det røde kontrasterer smukt med de frodige, grønne dale, olivenlunde og enkelte frodige terrasser, som lokalsamfundene har anlagt i århundreder. De omgivende bjerge har et blødt, bølgende udseende, men er samtidig fyldt med skarpe kløfter og imponerende plateauer. Som træder frem i solens skær.

Klokken var omkring 16, da vi endelig ankom til Auberge de Muflon – en lille, charmerende oase. Bygningerne er smukt indpasset i landskabet, og haven bugner af farverige blomster og skyggefulde træer. Værterne tog venligt imod os, og vi følte os straks hjemme i de rolige og naturskønne omgivelser. Det er et sted, man kun kan drømme om, perfekt til at slappe af og nyde dalen og bjergenes storhed.

Nu venter aftensmaden som værterne er ved at tilberede

Det bliver godt.

Vores eventyr i Marokko starter med en tur til Ouirgane, en fredfyldt landsby ved foden af Atlasbjergene. Her indlogerer vi os på den charmerende Auberge de Moulay og udforsker den naturskønne dal og det omkringliggende landskab. Med tre dage til rådighed fordyber vi os i områdets autentiske atmosfære, hvor bjergene, de små landsbyer og den rolige natur sætter tempoet.

Fra Atlasbjergene går turen videre til Atlanterhavskysten og den historiske by Essaouira. Byen, der blandt andet blev brugt som kulisse i Bille Augusts film Jerusalem, lokker med sin blanding af marokkansk kultur, frisk havluft og snævre, maleriske gader. Her nyder vi nogle afslappende dage, inden vi begiver os mod rejsens højdepunkt.

De sidste fire dage tilbringer vi i Marrakech, hvor vi bor i hjertet af medinaen. Byens livlige atmosfære, de snørklede souks og de ikoniske pladser som Djemaa el-Fna giver os et indblik i det pulserende liv, som gør Marrakech til en af Marokkos mest fascinerende destinationer. Rejsen afsluttes med oplevelser, der balancerer mellem kultur, kaos og skønhed.

Nu venter Marokko, vi glæder os til turen fra 28. Januar til 8 februar 2025

Marokko har en rig historie, der strækker sig flere tusinde år tilbage. Oprindeligt beboet af berbere, blev området et vigtigt handelsknudepunkt med forbindelser til Afrika, Europa og Mellemøsten. Landet blev en del af det romerske imperium, før islam blev indført i det 7. århundrede og forenede regionen under en fælles religion og kultur.

Vores fascination af denne del af verden begyndte med rejser i autocampere gennem de sidste 5-6 år. Vi har været optaget af både kulturen og naturen, og vores rejser har ført os gennem Andalusien, hvor vi startede i den østlige del med Granada som højdepunkt, derefter videre til Ronda-området i midten og den vestlige del fra Gibraltar til Portugal. Sidste år nød vi en dejlig bytur til Sevilla og Gorboda. Disse rejser har givet os uforglemmelige oplevelser, og nu ser vi frem til at fortsætte eventyret i Marokko, et land med stærke historiske og kulturelle bånd til Andalusien.

Marokko har været under forskellige magtfulde dynastier, som Almoraviderne og Almohaderne, der også havde stor indflydelse på Andalusien. Deres arv er stadig tydelig i både Marokko og Andalusien, hvor arkitektur, kunst og traditioner bærer præg af maurisk indflydelse. Marokko opnåede sin uafhængighed i 1956, men denne arv lever videre i landets kultur og livsstil.

I Marokko ser vi frem til at opleve den samme kulturelle rigdom, som vi tidligere har set i Andalusien. Landet er en smeltedigel af berberisk, arabisk og andalusisk kultur, og vi glæder os til at udforske alt fra de livlige souker i medinaerne til den fredfyldte natur i Atlasbjergene, hvor vi igen vil tage på vandreture.

Denne rejse føles som en naturlig fortsættelse af vores opdagelse af regionens sjæl. Vi glæder os til at dykke ned i Marokkos historie, lade os fortrylle af dets kultur og natur, og fortsætte eventyret, der begyndte i Andalusien.