Vi var allerede oppe før klokken 3, og så ventede lufthavnen. Der var ikke ret mange mennesker, og næsten al indtjekning og indkøb foregår nu automatisk med koder.
Flyveturen på 4,5 timer var fin. Så landede vi i et helt andet land. Her har man god tid, arbejdskraften er billig, og alle tager det helt roligt. Vi startede i en lang kø for først at få tjekket vores pas endnu en gang. Venlige toldbetjente ville også lige vide, hvor vi skulle bo. “Auberge de Muflon,” fortalte vi, og det blev skrevet ned.
Derefter gik vi til udgangen til bagageudleveringen, og her blev passet tjekket endnu en gang. Så skulle vores bagage igennem endnu et tjek, før vi kunne gå ud i lufthavnen.
Vi fandt biludlejningen, og efter en del ventetid fik vi udleveret en ny, sort Peugeot. Der var nu gået lidt over 2 timer, siden vi landede. Solen skinnede, og temperaturen var 23 grader.
Vi havde downloadet GPS på mobilen og fik den tilsluttet CarPlay, og så kørte vi fortrøstningsfulde ud i trafikken. Den er anderledes her, hvor overdækkede varevogne med hø og mursten og meget andet kører, hurtige taxaer og ikke mindst knallerter, der drøner af sted. Vi kom gennem forstaden til Marrakech i et mylder af trafik, men der var ingen problemer – man indordner sig. Ingen dyttende horn, det er herligt.
Efterhånden som vi kom sydpå, ændrede landskabet sig dramatisk. De høje Atlasbjerge dukkede op i horisonten, deres tinder stadig dækket af sne, selvom temperaturen var lun. De brede dale var fyldt med olivenlunde og små landsbyer bygget af lerklinede huse, der nærmest smelter sammen med omgivelserne.
Snart nåede vi til det spektakulære bjergpas, som snoede sig 22 kilometer gennem kløfter og stejle bjergsider. Her og der stoppede vi for at nyde udsigten – den ene mere fantastisk end den anden.
Snart var vi fremme ved et marked med kameler, dans, handel og mad tilberedt over bål. Nu skal vi vænne os til, at mange retter henvendelse til os for at få os til at købe noget. Selvom de bliver ved og ved, er de meget venlige, og vi kom tilbage til bilen uden køb.
Vi fortsatte bilturen gennem de flotte landskabe
Det klare lys og de dramatiske skygger over bjergene mindede os om vores tur gennem New Mexico i 2000, et landskab, der også havde samme storslåede karakter i røde farver.
Efter bjergpasset fortsatte vi mod Ouirgane, en lille fredelig landsby omgivet af frodige bakker og grønne dale. Her blev landskabet endnu smukkere, og vi forstod, hvorfor området kaldes en skjult perle i Atlasbjergene.
Her i Atlasbjergene er det røde landskab præget af de varme, jordagtige nuancer fra jernholdig jord og klippeformationer, der skifter fra dyb terracotta til rustrøde toner. Det røde kontrasterer smukt med de frodige, grønne dale, olivenlunde og enkelte frodige terrasser, som lokalsamfundene har anlagt i århundreder. De omgivende bjerge har et blødt, bølgende udseende, men er samtidig fyldt med skarpe kløfter og imponerende plateauer. Som træder frem i solens skær.
Klokken var omkring 16, da vi endelig ankom til Auberge de Muflon – en lille, charmerende oase. Bygningerne er smukt indpasset i landskabet, og haven bugner af farverige blomster og skyggefulde træer. Værterne tog venligt imod os, og vi følte os straks hjemme i de rolige og naturskønne omgivelser. Det er et sted, man kun kan drømme om, perfekt til at slappe af og nyde dalen og bjergenes storhed.
Nu venter aftensmaden som værterne er ved at tilberede
Det bliver godt.
