Hvor heldig kan man være?
I går aftes talte vi med værten om en vandretur i området. Vi besluttede os for at tage afsted med en lokal guide – og det viste sig at være et fantastisk valg.
Hamid dukkede op klokken 10. Han talte engelsk og havde været guide i området i mere end 20 år. Han spurgte kun, hvor længe vi ønskede at vandre – vi tænkte omkring fem timer, da vi ikke kendte terrænet.
Vi begav os roligt afsted mod den nærmeste landsby. Pludselig lagde vi mærke til, at mange huse og stier var ødelagte, og at der blev bygget nyt. Hamid fortalte os nu den sørgelige årsag:
Fredag aften den 8. september 2023 klokken 22 ramte et kraftigt jordskælv Marokko, sydvest for Marrakech. Det var særligt slemt her i Ouirgane-området. Skælvet målte 6,8 på Richterskalaen – det kraftigste i Marokko i 120 år. Indtil videre var omkring 2.100 mennesker meldt omkomne, og over 2.400 var kommet til skade.
Det område, vi nu vandrede igennem, var blevet frygteligt ramt. Genopbygningen var stadig i gang, men Hamid var ikke tilfreds med den. Den blev styret centralt og bestod af betonblokke, i stedet for de traditionelle lerklinede huse, som gennem århundreder havde sikret et behageligt indeklima – kølige om sommeren, varme om vinteren. De lokale kunne ikke selv bestemme byggemetoden og måtte desuden have eksterne håndværkere til at opføre husene.
Vi fortsatte, en smule chokerede, gennem landsbyerne. Mange beboere boede stadig i telte, men alligevel var de utroligt venlige og imødekommende. Det var opmuntrende at se, hvordan mennesker med humøret i behold håndterede en så svær situation. Det giver håb.
Efterhånden ledte Hamid os væk fra ruinerne og begyndte at fortælle om de træer og planter, vi passerede. Han forklarede, hvordan de gamle vandingskanaler fungerede, og hvordan vandet blev fordelt mellem landsbyerne. Vi så, hvordan de små terrasser blev overrislet, og snart nød vi synet af nyudsprungne mandelblomster, der snart ville farve landskabet hvidt. Her var et kakaotræ, dér et avokadotræ – og imponerende 800 år gamle oliventræer. På terrasserne dyrkedes couscousplanter, ærter og andre afgrøder.
Pludselig hørte vi glade drengestemmer – en flok børn spillede fodbold på en grusplads. De insisterede på, at vi skulle være med, og til deres store begejstring kastede vi os ud i spillet.
Udsigten over dalen var storslået. Ved siden af moskéen lå en synagoge, hvor jøder tidligere havde opholdt sig i flere måneder ad gangen.
“Vil I have noget te?” spurgte Hamid og vi tror han lige ringede til en han kendte.
Snart befandt vi os i et lille byhus, hvor husets kone bød os velkommen med te, brød og mandler. Vi fik vasket hænder og fik et kig ind i hendes hjem og køkken.
Hun kokkererede over små åbne ildsteder og var ivrig efter at vise os sin hverdag – men vores fransk var begrænset. Vi måtte ikke betale for gæstfriheden, men hendes datter modtog med glæde et par småpenge.
Nu gik turen nedad. Vi havde vandret 300 meter opad, og i denne højde – omkring 1.200 meter – krævede det sin energi. På vejen mødte vi arbejdende folk og en 8-årig dreng, der susede ned ad stien på sin cykel. Pludselig opdagede han, at baghjulet eksede voldsomt. Intet problem – han satte sig ned, fandt et stykke ståltråd og fik det hurtigt rettet. Det havde han nok prøvet før. Med et stort smil fortsatte han sin tur. Tankevækkende.
Mens vi vandrede, stoppede Hamid ofte op for at lade os dufte til forskellige planter – pebermynte, citrusblade og andet, der voksede langs stien.
Foran et lille hus kom en ung kvinde frem med sine håndhæklede tæpper. Hamid opfordrede os til at støtte hende ved at købe et, da han mente, det var bedre at handle direkte med hende end på markederne i Marrakech. Pengene ville gå ubeskåret til hende – og hendes glæde var smittende.
Nu nærmede vi os Auberge de Muflon. Begejstrede aftalte vi en ny vandretur med Hamid dagen efter, selvom vejrudsigten lovede lidt regn og temperaturer omkring 10 grader.
Vi glæder os.
Om Hamid
Hamids væremåde mindede mig meget om de grønlandske fangere, jeg har mødt – rolige, tilbageholdende, uden behov for at føre sig frem. Han nød blot stilheden og det at være sammen. Det var en særlig oplevelse at vandre med ham.