Det blev til endnu en fantastisk dejlig dag med Hamid. Det havde regnet noget i nattens løb, og Hamid og værten var glade. Regn er så velkommen her, så vi blev mødt med store smil.
Vi stolede helt på Hamid om, at vi sagtens kunne vandre en fin lang tur i dag. Hamid var i dag iklædt en lang uld kappe, som kunne klare kulde og vand.
Han fortalte, at vi skulle vandre lidt højere op i dag, nemlig til omkring 1350 meter. Starten gik ved udløbet af den nu lille flod, som vi let kom over, da det jo ikke havde regnet i lang tid. Vi kom over floden og hen forbi nogle nyere huse. Nu kom der en byge, og vi stod i læ ved et hus. Det gør man ikke upåagtet, snart kom tre børn frem og hilste på. De kunne tale engelsk, og snart efter kom moderen og bedstemoderen.
Vi måtte komme indenfor – insisterede de, og vi skulle se hele huset. Der boede flere generationer i huset, og ligeledes et familiemedlem, der var handicappet. Vi hørte ham ikke snakke, men han var smilende og venlig. Så snart vi havde set det store hus, der var meget fint dekoreret med tæpper og symboler, blev vi vidner til, hvordan familielivet i bjergene er bygget på stærke bånd mellem generationerne.
Traditioner med mynte-te og aniskager
Vi blev hurtigt inviteret til at dele den traditionelle berberte – mynte-te. I Marokko er mynte-te mere end bare en drik; det er en vigtig del af den daglige kultur og gæstfriheden. Te-drikning er en ceremoni, der symboliserer venskab og respekt. Den grønne te brygges stærkt og kan sødes med masser af sukker, og mynteblade tilføjer en frisk duft og smag, som er uundværlig i berberhjem. Hamid kaldte den med et stort smil “whisky- the”. Det er ikke bare en drink, men en måde at samle mennesker på, hvor samtaler kan flyde frit, og forbindelser styrkes, kan vi læse og nu forstå.
Samtidig blev vi også tilbudt en bakke med aniskager, som er en anden klassisk del af berbernes gæstfrihed. Disse små, lette kager er fyldt med den varme smag af anis og laves ofte til særlige anledninger eller som et velkomment indslag til te. Anis symboliserer i berberkulturen både velstand og velsignelse, og kagerne bliver ofte serveret, når der er gæster, som en gestus af varme og venlighed.
Smagen af de friskbagte aniskager og den varme, søde mynte-te, mens regnen stille faldt udenfor, var et øjeblik af ren marokkansk gæstfrihed og tradition.
Kvinderne, deres væremåde og klædedragt
Kvinderne i berber-samfundet bærer ofte farverigt tøj, der ikke kun afspejler deres personlige stil, men også deres tilknytning til de lokale traditioner. Det er almindeligt at se kvinder iført lange, løstsiddende kjoler, ofte med smukke broderier eller perler langs kanten, og mange bærer farverige tørklæder på hovedet. Disse tørklæder kan være både praktiske og dekorative, beskyttende mod solen i de varme måneder, samtidig med at de markerer den bærendes ære og status. De stærke farver i tøjet, såsom rød, blå og grøn, symboliserer både livskraft og forbindelsen til naturen.
Kvinderne i bjergene er kendt for deres rolige og respektfulde væremåde, det var lige hvad vi mødte. De arbejder hårdt, både i hjemmet og på markerne, men de udstråler samtidig en indre ro og styrke. Deres liv er tæt knyttet til traditionerne og familielivet, og de spiller en central rolle i den daglige husholdning og samfundslivet. Gennem generationer har kvinderne videreført de gamle håndværk som vævning og brodering og sørger for, at disse traditioner bliver holdt i live.
Det var tydeligt i mødet med kvinderne i de berberfamilier, vi besøgte, at der er en stærk samhørighed mellem generationerne. Mødrene og bedstemødrene bærer deres traditionelle klædedragt med stolthed, mens de også passer på de yngre, som lærer de gamle håndværk og leveregler videre. Deres tøj, der både er praktisk og smukt, symboliserer deres bånd til fortiden, mens de også kigger mod fremtiden.
En uforglemmelig oplevelse med Hamid
Alt dette har vi de sidste par dage fået et fint indtryk af, og Hamid har været så fin til at fortælle om berbernes kultur. Familien, vi besøgte, havde en ældste dreng på 16-17 år, som var nysgerrig og havde en drøm om at blive jurist. Det håbede han virkelig på. Han spurgte også nysgerrigt ind til vores familie i Danmark.
Hamid kunne nu se, at det var blevet tørvejr, og vi fik sagt mange tak for familiens gæstfrihed, og spændte fulgte vi nu efter Hamid på de små stier.
Vi kunne se frem til en fin stigning, og fremme ventede de røde lerskrænter, der nok mindede os om red rock i Californien. Men først ventede stigningerne og en lidt større landsby, hvor et socialt kontor havde et flere besøgende. Ved siden af var en privat engelsk kostskole, der nu kun var for piger, men man var ved at bygge en større skole, også til drenge.
Snart var vi ved kanten og toppen af dagens tur med en flot udsigt. Her nød vi en lille pause – dadler, appelsiner, bananer og brød. Det var berigende at være sammen med Hamid, og han gør meget for at give os gode oplevelser.
Undervejs finder han forskellige stenkrystaller, som han fortæller om, og mens vi går, kan man høre hans små sange og melodier, der sætter en god stemning.
Nu er han særlig glad, da vi går gennem et område, hvor nyudsprungne grene står fantastisk i kontrast til den røde jord – som en rigtig forårsdag.
Klokken er snart 15 og vi nærmer os Auberge de Muflon, med noget trætte fødder, hvor vi kan takke Hamid efter 2 fantastiske dage og 22 kilometers berigende vandring.
Vandringer vi sent vil glemme.