Det var stadig lidt køligt om morgenen, omkring 13 grader, men ved middagstid steg temperaturen over 20 grader, og himlen var helt skyfri. Perfekte forhold til at nyde Koutoubia-moskéen i ro og mag. Det var nemlig første stop på vandringen i dag.
Koutoubia-moskéen er Marrakechs største moské og et af byens mest ikoniske vartegn. Den blev opført i det 12. århundrede under Almohade-dynastiet, en periode, hvor islamisk arkitektur blomstrede i Nordafrika og Andalusien. Dens 70 meter høje minaret er et klassisk eksempel på almohadisk byggestil, med rige geometriske mønstre og en struktur, der senere inspirerede både Giralda-tårnet i Sevilla og Hassan-tårnet i Rabat.
Moskéens navn stammer fra det arabiske ord “koutoubiyyin,” der betyder “boghandlere,” da der tidligere var et livligt bogmarked i området. Selvom den kun kan opleves udefra for ikke-muslimer, er Koutoubia stadig en aktiv moské, hvor lokale samles til de daglige bønner. Når adhan, kaldet til bøn, lyder fra minareten, breder der sig en særlig stemning over pladsen og de omkringliggende haver, der giver et roligt åndehul midt i Marrakechs livlige bymidte.
Haven omkring Koutoubia-moskéen blev det perfekte sted at tage en pause og bare nyde øjeblikket. Med duften af appelsintræer i luften og den varme sol, der langsomt steg på himlen, var det en fredfyldt kontrast til de mere hektiske områder af Marrakech.
I modsætning til den livlige stemning, vi oplevede ved Giralda i Sevilla sidste år, var her bemærkelsesværdigt roligt. Kun et par lokale sad på bænkene eller spadserede ad de små stier, og fuglenes kvidren var næsten det eneste, der brød stilheden. Fra vores plads i haven kunne vi beundre Koutoubia-moskéens imponerende minaret, hvis detaljer stod endnu tydeligere i den klare blå himmel.
Det var en fin påmindelse om, at Marrakech ikke kun er travle souker og hektisk trafik – der findes også oaser af ro midt i byen, hvor man kan lade tiden stå stille for en stund.
Vi vandrede ud i den hektiske trafik, hvor lyden af dyttende knallerter og taxaer drønede af sted. Vi lærte at man blot sammen med andre folk gik over gaden – så holdt trafikken sig lidt tilbage og vi kunne komme sikkert over.
Vores mål var Bahia-paladset, en af Marrakechs mest overdådige seværdigheder. Da vi trådte indenfor, lukkede portene bag os, og en fredfyldt stilhed sænkede sig som en skarp kontrast til den pulserende medina udenfor. Paladset, opført i slutningen af 1800-tallet, var en hyldest til marokkansk håndværk i sin fineste form.
Vi bevægede os gennem de store gårdhaver med duftende appelsintræer og smukt flisebelagte bassiner, hvor solens stråler glimtede i det klare vand. Hver sal og korridor var dækket af udsøgt zellige-kakler, cedertræudskæringer og stukdekorationer, der vidnede om en svunden æra af luksus og magt.
Paladset var oprindeligt bygget af storvesiren Si Moussa og senere udvidet af hans søn, Bou Ahmed, der skabte dette arkitektoniske mesterværk til sin yndlingshustru. Bahia betyder “den smukke,” og det var tydeligt, at paladset levede op til sit navn.
I de dunkle korridorer forestillede vi os de mange historier, der måtte have udspillet sig her – intriger, kærlighed og hemmelige møder i de skjulte kamre. Selvom paladset i dag står tomt, bar det stadig præg af den pragt og elegance, det engang rummede.
Efter at have dvælet et øjeblik i skyggen af en søjlegang, så begav vi os videre ud i Marrakechs mylder, hvor vandringen forsatte ind i virvaret. Vi fandt et fantastisk frokost sted oprettet af en marrokaner og en islænding. Som noget helt særligt var den virkeligt fint indrettet. Den hed noget med Mandela og alt var bæredygtigt indrettet lokale grønsager, intet plastik og ordentlige arbejdsforhold stod der på stedet.
Dejligt lige at blive opmuntret af ejernes engagement for deres sted.
Så forsatte vi op til krydderimarket og lod os friste. Det er virkelig garvede handelsfolk man møder og de er ikke nemme at slå en handel af med. Men handlet fik vi da og Kirsten fik købt noget tekstil.
Tiden går og snart fandt vi et sted hvor vi nyd en grøn juice.
Vi forsatte i mylderet og sluttede af på den store plads med udsigten over bjergene og et par storke på vej hjem mens solens stråler forsvandt.
Turen i dag var på 10 kilometer og vi kan næsten selv finde hjem til Riaden uden gps.
