Vores blog

Det var dejligt varmt vejr i dag, så vi besluttede os for at køre en tur ned til surferstedet ved Cap Sim. Inden da blev vi dog fristet til at besøge Coopérative Marjana, som ligger 25 kilometer øst for Essaouira. Det er et kvindekollektiv, der åbnede i 2005, med fokus på produktion af arganolie.

Vi blev venligt budt velkommen af en ung pige, der straks viste os rundt og fortalte om stedets arbejde med argannødderne. Vi så kvinderne sidde i små grupper og knække de hårde nødder med sten, en proces der kræver både præcision og tålmodighed. Derefter så vi, hvordan de pressede olien ud af de knuste kerner.

Vi lærte om forskellen på kulinarisk og kosmetisk arganolie. Den kulinariske olie ristes let før presning, hvilket giver den en nøddeagtig smag, mens den kosmetiske olie presses kold og bruges til hud og hårpleje.

Argantræet, som olien stammer fra, er et unikt træ, der kun vokser i det sydvestlige Marokko. Det er ekstremt modstandsdygtigt over for tørke og har dybe rødder, der hjælper med at forhindre jorderosion. Træet spiller en vigtig rolle i det lokale økosystem og er samtidig en vigtig indtægtskilde for mange marokkanske kvinder.

Turen sluttede i den lille butik, hvor vi smagte på amlou—en lækker marokkansk specialitet lavet af ristede mandler, honning og arganolie—serveret med frisk brød. Priserne i butikken er ikke små, og vi kom til at sammenligne dem med Thy Whisky—forskellen var ikke stor. Kvalitet koster.

Efter besøget kørte vi sydpå til surferstedet ved Cap Sim. På vejen kom vi forbi den lille by Diabat, som er kendt for sin forbindelse til Jimi Hendrix. Det siges, at Hendrix besøgte området i 1969, og at landsbyens afslappede stemning og de omkringliggende ruiner inspirerede ham. Selvom mange af historierne om hans ophold her er omgærdet af myter, lever de stadig.

Vi parkerede i en lille landsby med en enkelt butik, hvor vi handlede lidt til frokost. Vi nød friskpresset appelsinjuice on the rocks, som var dejligt forfriskende i varmen. Herefter begav vi os ad støvede stier ned mod de store bølger.

Ved kysten fandt vi et spændende mødested for surferfolket, der med en vis indforstået ro sad og kiggede ud på havet. Der blev diskret udvekslet kommentarer om bølgernes kvalitet og de mange surfere, der boltrede sig i det brusende vand. Atmosfæren var afslappet og præget af en særlig rytme, hvor tidevand og vind satte dagsordenen. Cap Sim er kendt for sine kraftige bølger og konstante vinde, hvilket gør det til et populært spot for både erfarne surfere og nybegyndere, der søger eventyr på havet.

På vej tilbage mod bilen fik vi mulighed for at se nogle virkelig gamle argantræer. Deres krogede stammer og knudrede grene vidnede om århundreders overlevelse i det barske klima. 

Fin dag fyldt med indtryk fra både land og hav.

Nu venter den sidste aften her Essaouira, som har været så fint et besøg.

Det har igen været en rolig og fin dag her i medinaen.

Der er snart håndbold kamp så i dag kommer der blot fine foto. Og Danmark vandt 32 – 26 så sejt. Så det mens solen gik ned over havet.

På denne tur til Marokko får vi mange nye indtryk. Den første af al tings fest kan man nok sige. Vi lærer meget.

Først lidt om medinanens historie her i  Essaouiras,. Essaouira er optaget på UNESCOs verdensarvsliste på grund af flere vigtige faktorer:

1. Unik byplanlægning: Byen er et fremragende eksempel på en befæstet by fra det 18. århundrede, hvor europæisk militærarkitektur er smukt integreret med nordafrikanske traditioner. Den blev planlagt af den franske ingeniør Théodore Cornut med inspiration fra europæiske fæstningsværker.
2. Kulturel udveksling: Essaouira har historisk været et knudepunkt for handel mellem Afrika, Europa og resten af verden. Byen afspejler en harmonisk sameksistens mellem forskellige kulturer, herunder arabisk, berberisk, jødisk og europæisk indflydelse.
3. Arkitektonisk integritet: Byens hvidkalkede huse med blå detaljer, smalle gader og velbevarede befæstninger langs kysten bidrager til dens autentiske og historiske atmosfære.
4. Historisk betydning som handelscenter: Essaouira var en vigtig havneby, især for eksport af varer som krydderier, tekstiler og ædle metaller, hvilket gjorde den til et strategisk økonomisk centrum i regionen.

Alt dette gør Essaouira til et godt eksempel på samspillet mellem byudvikling, kulturarv og global historie.

Vi starter selvfølgelig dagen ved hovedindgangen  Bab Marrakech og straks bliver vi tiltrukket af et stort område, hvor mange små håndværker værksteder er i gang med dagens arbejde. Vi får en lang snak med en smykkesmed der ved meget om Danmark og han er meget nysgerrig på den grønlandske historie. Og særligt hvad der dog sker nu. Derpå får vi en snak med nogle snedkere, der laver flotte ting af thujatræ. Det er svært at løsrive sig- det er spændende at med engagerede folk.

Medinanen er opbygget med lange lige smalle gader og opdelt i kvarterer med endnu smallere stræder, som man nemt bliver glemt i. De forskellige håndværkere og butikker har deres særlige områder, vi dufter os snart frem til området med fisk og friske slagter varer. Der er områder med kraftige dufte af krydderier. Man bliver godt og behagelig overrasket, heldigvis finder vi en mindre plads, hvor mange sidder og nyder frokost og snakken går. Vi får også den lokale the samt oliven og snaks.

Der sker meget på sådan en plads, der er også musikere og gadehalløj.

Vi forsætter op mod havet og det gamle jødiske kvarter. Mellah.

Derpå kommer vi op til Skala de la Ville – Bymuren med Kanoner, hvor mange mødes for at tage familiefotos med udsigten til havet. 

Nu er det frokost tid og vi finder et herligt sted til en dejlig avokado salat med rejer. Det trængte vi til.   

Så ventede dages ekstra fine oplevelse i Rue Chbanat – Uldvævernes Gade. Her fik vi en lang snak i en lille værksted, hvor den lidt ældre ejer fortalte engageret om hans tekstil værksted og Kirsten kunne beundre syarbejde som en ansat udførte. Skrædderen vidste også meget om Danmark, da han havde samarbejdet med en kvindelig dansk designer. Det var han meget vigtig at fortælle os om hans bekymring for den digitale udvikling. Der blev ikke længere uddannet nye skræddere og hvem skulle så klare håndværket?

Ja et godt spørgsmål.

Vi fandt nu ned til  den store plads ved havnen og kunne nu mættede af oplevelser nyde kaffen og lade tankerne flyde en times tid.

Til aften havde vi besluttet at gå ud langs den sydlige strand og finde et madsted, for at kunne nyde en flot solnedgang. 

Nu er vi lidt trætte og er spændte på næste dags oplevelser.

Vi har virkelig nydt dagene i Auberge de Muflon, hvor vi har mødt meget venlige og imødekommende mennesker. Selvom ikke alle talte meget engelsk, har de på alle måder gjort deres bedste for at få en god snak med os. De er stolte af deres land og fortæller ofte, hvor glade de er for at få besøg.

Her til morgen var det koldt – lige over frysepunktet – og der lå is på bilen. Men solen skinnede, og vi vidste, at der ventede os omkring 20 graders varme ved kysten i Essaouira. Det blev en lang tur på lidt mere end fire timer.

Netop da vi kørte op til passet fra Ouirgane, fik vi et flot blik ud over Atlasbjergene. Der var faldet nysne, og det lyste landskabet op i en skarp kontrast til de tørre, røde og gule nuancer længere nede i dalene.

Efterhånden som vi bevægede os væk fra bjergene, bredte de øde, åbne vidder sig foran os.

Det, der betog os mest, var dog synet af mennesker, der vandrede alene langs de lange landeveje, omgivet af stilhed og uendelige horisonter. Mange går tror vi langs vejene for at klare deres daglige ærinder – måske for at handle, besøge familie eller tage til moskeen, da små bysamfund ofte kun har de mest nødvendige butikker. Andre er på vej til deres marker eller en vandkilde, da landbrug og dyrehold stadig er en vigtig del af livet i disse områder.

Herude på de øde strækninger, men især omkring små bysamfund, var der en del hastighedskontrol og bilkontroller. Politiet stod ved vejsiden og stoppede biler til kontrol, hvilket vidner om en fast rutine i trafikken. Vi kørte roligt og oplevede ingen problemer, men det var tydeligt, at fartgrænserne blev taget alvorligt. Vores gps advarede også om disse kontroller.

Vi gjorde holdt ved et travlt vejkryds, hvor en summende livlighed udfoldede sig. Folk kom og gik, knallerter snoede sig mellem muldyr, og små boder i primitive huse dannede rammen om et lokalt handelsliv. Atmosfæren var rolig og venlig – en blanding af mennesker, der handlede, talte sammen og bevægede sig rundt i et afslappet tempo.

Da vi ankom til Essaouira, blev vi straks mødt af hjælpsomme unge mennesker, der venligt spurgte til vores Riad. De forsikrede os om, at de kunne skaffe en sikker parkeringsplads til os i fire dage for 140 kr. og lovede at holde øje med bilen både nat og dag. Hotellet bekræftede, at det var en sikker løsning, så vi kunne trygt overlade bilen i deres hænder.

Nu bor vi midt i medinaen i en traditionel riad. Vores værelse ligger i stueetagen, mens morgenmaden serveres øverst oppe, hvorfra vi har en utrolig fin udsigt over byens tage og ud mod Atlanterhavets friske bølger. Sikke en afslutning på en dag fyldt med kontraster – fra sneklædte bjergtoppe over lange øde strækninger til en pulserende kystby fuld af liv og historie.

Det blev til endnu en fantastisk dejlig dag med Hamid. Det havde regnet noget i nattens løb, og Hamid og værten var glade. Regn er så velkommen her, så vi blev mødt med store smil.

Vi stolede helt på Hamid om, at vi sagtens kunne vandre en fin lang tur i dag. Hamid var i dag iklædt en lang uld kappe, som kunne klare kulde og vand.

Han fortalte, at vi skulle vandre lidt højere op i dag, nemlig til omkring 1350 meter. Starten gik ved udløbet af den nu lille flod, som vi let kom over, da det jo ikke havde regnet i lang tid. Vi kom over floden og hen forbi nogle nyere huse. Nu kom der en byge, og vi stod i læ ved et hus. Det gør man ikke upåagtet, snart kom tre børn frem og hilste på. De kunne tale engelsk, og snart efter kom moderen og bedstemoderen.

Vi måtte komme indenfor – insisterede de, og vi skulle se hele huset. Der boede flere generationer i huset, og ligeledes et familiemedlem, der var handicappet. Vi hørte ham ikke snakke, men han var smilende og venlig. Så snart vi havde set det store hus, der var meget fint dekoreret med tæpper og symboler, blev vi vidner til, hvordan familielivet i bjergene er bygget på stærke bånd mellem generationerne.

Traditioner med mynte-te og aniskager

Vi blev hurtigt inviteret til at dele den traditionelle berberte – mynte-te. I Marokko er mynte-te mere end bare en drik; det er en vigtig del af den daglige kultur og gæstfriheden. Te-drikning er en ceremoni, der symboliserer venskab og respekt. Den grønne te brygges stærkt og kan sødes med masser af sukker, og mynteblade tilføjer en frisk duft og smag, som er uundværlig i berberhjem. Hamid kaldte den med et stort smil “whisky- the”. Det er ikke bare en drink, men en måde at samle mennesker på, hvor samtaler kan flyde frit, og forbindelser styrkes, kan vi læse og nu forstå.

Samtidig blev vi også tilbudt en bakke med aniskager, som er en anden klassisk del af berbernes gæstfrihed. Disse små, lette kager er fyldt med den varme smag af anis og laves ofte til særlige anledninger eller som et velkomment indslag til te. Anis symboliserer i berberkulturen både velstand og velsignelse, og kagerne bliver ofte serveret, når der er gæster, som en gestus af varme og venlighed. 

Smagen af de friskbagte aniskager og den varme, søde mynte-te, mens regnen stille faldt udenfor, var et øjeblik af ren marokkansk gæstfrihed og tradition.

Kvinderne, deres væremåde og klædedragt

Kvinderne i berber-samfundet bærer ofte farverigt tøj, der ikke kun afspejler deres personlige stil, men også deres tilknytning til de lokale traditioner. Det er almindeligt at se kvinder iført lange, løstsiddende kjoler, ofte med smukke broderier eller perler langs kanten, og mange bærer farverige tørklæder på hovedet. Disse tørklæder kan være både praktiske og dekorative, beskyttende mod solen i de varme måneder, samtidig med at de markerer den bærendes ære og status. De stærke farver i tøjet, såsom rød, blå og grøn, symboliserer både livskraft og forbindelsen til naturen.

Kvinderne i bjergene er kendt for deres rolige og respektfulde væremåde, det var lige hvad vi mødte. De arbejder hårdt, både i hjemmet og på markerne, men de udstråler samtidig en indre ro og styrke. Deres liv er tæt knyttet til traditionerne og familielivet, og de spiller en central rolle i den daglige husholdning og samfundslivet. Gennem generationer har kvinderne videreført de gamle håndværk som vævning og brodering og sørger for, at disse traditioner bliver holdt i live.

Det var tydeligt i mødet med kvinderne i de berberfamilier, vi besøgte, at der er en stærk samhørighed mellem generationerne. Mødrene og bedstemødrene bærer deres traditionelle klædedragt med stolthed, mens de også passer på de yngre, som lærer de gamle håndværk og leveregler videre. Deres tøj, der både er praktisk og smukt, symboliserer deres bånd til fortiden, mens de også kigger mod fremtiden.

En uforglemmelig oplevelse med Hamid

Alt dette har vi de sidste par dage fået et fint indtryk af, og Hamid har været så fin til at fortælle om berbernes kultur. Familien, vi besøgte, havde en ældste dreng på 16-17 år, som var nysgerrig og havde en drøm om at blive jurist. Det håbede han virkelig på. Han spurgte også nysgerrigt ind til vores familie i Danmark.

Hamid kunne nu se, at det var blevet tørvejr, og vi fik sagt mange tak for familiens gæstfrihed, og spændte fulgte vi nu efter Hamid på de små stier.

Vi kunne se frem til en fin stigning, og fremme ventede de røde lerskrænter, der nok mindede os om red rock i Californien. Men først ventede stigningerne og en lidt større landsby, hvor et socialt kontor havde et flere besøgende. Ved siden af var en privat engelsk kostskole, der nu kun var for piger, men man var ved at bygge en større skole, også til drenge.

Snart var vi ved kanten og toppen af dagens tur med en flot udsigt. Her nød vi en lille pause – dadler, appelsiner, bananer og brød. Det var berigende at være sammen med Hamid, og han gør meget for at give os gode oplevelser.

Undervejs finder han forskellige stenkrystaller, som han fortæller om, og mens vi går, kan man høre hans små sange og melodier, der sætter en god stemning.

Nu er han særlig glad, da vi går gennem et område, hvor nyudsprungne grene står fantastisk i kontrast til den røde jord – som en rigtig forårsdag.

Klokken er snart 15 og vi nærmer os Auberge de Muflon, med noget trætte fødder, hvor vi kan takke Hamid efter 2 fantastiske dage og 22 kilometers berigende vandring.

Vandringer vi sent vil glemme.