Vores blog – Side 20 – Hvor vi er… og hvad vi ser frem til….

Gensyn med Grazalema

Sidste år besøgte vi også den fine landsby Grazalema.

Vi ville gerne opleve byen og området her igen.

Derfor startede vi camperen og kørte 35 km op i bjergene til den flotte by.

Den ligger i det flotte bjergområde ned mod Cadiz og derfor kommer den varme luft op over bjergene og giver noget regn til byen, bare ikke i øjeblikket her om sommeren.

Sierra de Grazalema hedder bjergområdet og selve byen har 2.000 indbyggere.

Hele natur området er stærkt beskyttet, derfor er der begrænset adgang til store dele af området, da træer og planter, dyr- og fugleliv er helt speciel her 1000 til 1300 meters højde.

Man skal have særlig tilladelse for at besøge mange steder i området.

Det er godt. Kirken har heller ikke nogle fester der fejres oppe i dette uvejsomme område.

Grazalema er en del af området med de hvide landsbyer (pueblo blanco) her omkring Ronda og beskyttet af UNESCO.

Her i byen er der et aktivt liv med geder, vin, håndværk og tekstil.

Vi parkerer lige udenfor byen på et udsigtspunkt, og så går vi ellers på oplevelse i byen.

Vi ser ind i den lille kirke, hvor helgenen hedder noget med dagens beskytter, der går mange ældre fra byen forbi her hver dag.

Vi kommer også snart forbi det lille gede mejeri, der laver gode økologiske oste, vi køber igen et par stykker, som vi har med hjem.

Den lokale vandpost og tidligere vaskeri er blevet pyntet op siden sidste år.

Det er lørdag og mange spanier holder fri og man mødes rundt omkring med glade stemmer.

Vi forsætter vores vandretur i byen og ser på alle blomsterne, der bliver passet.

Nu er vi kommet helt til tops i byen og Kirsten kigger efter den store ørn, med et vingefang på 2,65, hun tabte jo vandrestaven sidste år, så det sker ikke igen.

Poul smutter lige op i det uvejsomme område for at finde en sti, men det ikke så nemt.

Pyt.

Her i national parken kan det spanske fyrretræ overleve her i omkring 1000 metershøjde.

Klokken er snart 13:30 og vi søger igen nedad gennem de små snævre gader.

På torvet er der mange spanioler, der også skal spise frokost. Uden overdrivelse, her snakkes og snakkes – grines og grines.

Men hyggeligt selv om vi ikke forstår noget.

Vi skal lige ud til den østlige kant af byen og gense ørnene, der har rede på skrænten og flyder hurtigt ud og op.

Så er det tid til hjemturen.

Vi kører hele turen på små asfalterede veje med utallige hårnålesving, man er altid lidt spændt på om der kommer en stor lastbil eller en bus.

Det gjorde der lige ved et sving hvor vejen var særlig smal. Der kom en meget stor rød turistbus. Chaufføren og kiggede lidt på hinanden. Nu skulle hovederne holdes skarpe og man skulle være tålmodig. Ved hjælp af Kirsten og guiden på bussen blev det peget og forklaret og 10 minutter senere havde vi klaret det. Der var kun 10 – 20 cm at gøre godt med. Så kunne alle smile og vi kørte sikkert til Ronda.

Man må kun køre 40 km på disse veje.

Nu nyder vi aftenen på campingpladsen og tænker så småt på at nu skal vi køre camperen til Malaga og vende næsen hjemad.

Gensyn med Ronda

Vi er ca 100 km nord for Malaga, her ligger byen Ronda med 34.000 indbyggere på en højslette omkring 750 meter oppe. Vi kom hertil i går efter en lang køretur fra Portugal. Her til morgen støvregner det, men pyt, klokken 11 er det tørvejr.

Ved byen Ronda er der en stor kløft, der hedder El Tajo den deler byen i 2, den ældre mauriske bydel La Ciudad og den yngre El Mercadillo.

Der er 3 imponerende broer mellem de 2 bydele, de er utrolig flotte og tiltrækker massevis af turister.

Desuden findes også den ældste tyrefægterarena i Spanien, som også er meget besøgt.

Den er bygget i 1793 ligesom broen Puento Nuevo. Den nyeste bro over kløften.

I år har vi en plan om at gå hele vejen nedenfor byen til den nordlige ende, det er en flot tur.

Vi starter med 3 km til byen langs vejen med massevis af dufte fra gule buske og udsigt til bjergene og igennem bydelen San Fransisco.

Her i bydelen mødes de gamle mænd foran bodegaen.

Det er herligt igen at få gang i benene og nyde landskabet.

I år er der også 5 helikoptere, der laver opvisning foran byen, det tiltrækker børn og ældre, der nysgerrigt kigger på.

Hele turen vi nu har gået er på 8 km og 350 højdemeter. Så vi finder en skinke sandwich og en lokal øl, så vi kan få tanket op. Det sker i en flot park lige ved byens kant og med gode udsigter.

Vi må forbi tyrefægterarenaen og pludselig dukket en statue op af Hemingway.

Han boede her i byen og skrev her i 1940 “Hvem ringer klokkerne for” er en litterær klassiker, der fortæller historien om en ung amerikansk frivillig, der under Den Spanske Borgerkrig rejser til Spanien for at modkæmpe Francos fascistiske styre.

Franco har vundet den forfærdelige borgerkrig på det tidspunkt og det præger romanen.

Bogen omtaler en massakre på mellem 200 og 600 mennesker, der i 1936 blev grusomt dræbt og kastet ud fra skrænten her ved byens hotel.

Hemingway boede lige her ved arenaen og havde et særligt forhold til byen.

Vi forsætter ned til de ældste broer og nyder udsigterne.

Vores ben er lidt trætte, så de finder ro på torvet i San Francisco med kaffe, øl og is.

Her er der gang i den med en livlig pigekomsammen.

Nu er vi så klar til de sidste 3 kilometer hjem til den gode campingplads.

Vi har ialt gået 15,5 kilometer. En dejlig dag.

El Rocío og pilgrimsvandringer

I dag måtte vi køre den lange vej fra Trivera i Portugal til Ronda i Andalusien

Ca. 4 timers kørsel og rundt om Huelva og Sevilla.

En god lang tur, som vi bare måtte tage i dag, torsdag inden den store pilgrimsfærd her ved Huelva rigtigt begyndte. Der kommer nemlig over 1 million mennesker til området de næste dage.

Pilgrimsfærden hedder El Rocio – vi havde selvfølgelig ingen kendskab til den, men tilfældigvis læste vi om den og kunne tage højde for det.

El Rocío er kendt ud over Spaniens grænser som et pilgrimssted. Den er tilbedt af Den Hellige Jomfru af El Rocío – ofte omtalt som Blanca Paloma (White Dove).

Siden 1653 har man på pinsedagen fejret den hellige jomfru og der kommer over en million pilgrimme – katolikker – til den årlige pilgrimsrejse – i den lille by, som kun har omkring 800 indbyggere resten af året.

Over 100 broderskaber rejser fra hele Spanien og også fra udlandet til stedet. De har hver deres traditionelt bestemte rute hvorefter de besøger de Camino til El Rocío og deres andre broderskaber.

Et velkendt sted, hvor mange broderskaber passerer, er Villamanrique de la Condesa i provinsen Sevilla. På lørdagen før pinsedagen kører broderskaberne til El Rocío og til helligdommen, Ermita, hvor de bydes velkomne.

Så kører de videre til deres huse, som er tomme resten af året.

Søndag aften samles de troende i Ermita og for at bede sammen. Traditionelt ved solopgang – men i virkeligheden normalt omkring klokken 2 eller 3 – overgår medlemmerne af Almonts moderbroderskab barrieren (el salto de la reja) og bærer jomfru statuen udenfor. Derfra går Blanca Paloma til alle broderskabene. Den bærer broderskabets præster så på deres skuldre med bønner af tak og forbøn for det næste år.

Mange troende prøver at røre pigen eller i det mindste hendes kappe eller sokkel, især de syge og gamle, men også børn skal have en særlig velsignelse. Almonte-bærerne gør det imidlertid meget vanskeligt for dem omkring dem at nærme sig statuen.

Det helt specielle ved denne færd er at den også foregår i et af Spaniens betydningsfulde naturområder. Hvor ingen resten af året selv må besøge. Her er kun guidede tur. Men i pinsen går den katolske kirke amok i området med tusindevis af folk, der styrter rundt med helgenfigurer på heste, firhjulstrækkere og traktorer. Der svines med alting og ingen rydder op efter sig.