Vores blog

Vi var første gang i Salema i 1994, hvis vi husker rigtigt.

Vi var:

Jørgen, Lena, Jon, og Bettina

Samt Louise, der næsten ikke kom med, da hun havde glemt passet.

Det blev jo klaret.

Andreas, Annette, Kirsten og Poul.

Vi havde nogle forrygende dage i byen.

Varme, det dejlige hav. Sjove lokale mennesker, der synes vi var sjove at have kontakt med.

Rosa lige på den anden side som særligt holdt øje med os.

Mændene, der stegte sardiner.

Annette og Louise der hyggede sig med strandliv.

Jørgen der handlede ind i Lagos til den store grillfest.

Annette, der stadig kan mærke fjæsing biddet.

Tyrefægtning i Lagos og meget mere.

En herlig ferie.

Kirsten har været der yderlig 2 gange med kvindegruppen fra Fuglebjerg.

De har også sjove minder fra dengang.

Det var Bent og Karen Margrethe der havde købt et hus i fiskerbyen.

Her er huset.

Salema ligner sig selv, blot er der bygget noget mere og der er en del turister, særlig englændere og tyskere.

Folk i restaurationerne taler fint tysk og engelsk.

Nogle af de gamle lever her stadigvæk og holder til ved havnen.

Rosa går tur i gaden og der holdes øje.

Efter en tur i det fine havvand med store bølger kaldte en frokost på den gamle restauration, der nu var moderniseret med et ungt personale, der kunne lave god mad.

Vi måtte spise sværdfisk.

Det smagte bare fint og stemningen var god.

Salema er stadig er besøg vær.

Det er blevet lidt køligere her ved Sagres ca. 23 grader og en frisk vind.

Ikke så dårligt, nu venter Vandreture.

Vi startede tidligt fra campingpladsen her nordvest fra Sevilla, vi måtte forsætte ud til Sagres, Portugals sydvestlige punkt.

“Verdens ende”

Den besøgte vi omkring 1991, da Annette og Andreas var under 15 år.

Vi boede i den lille fiskerby Salema. sammen med Lena, Jørgen, Jon, og Louise og havde en dejlig oplevelse her.

Nu skal vi så genopleve området igen, blot i en camper.

Det har været en meget varm dag igen 30 – 34 grader men der er aircondition i camperen. Herfra nyder vi turen gennem Portugal , hvor vi blandt andet kan glæde os over mange storke ved vejene.

Landskabet forandrer sig undervejs med korkege, store kornmarker, frugttræer og her ved Sagres makiområdet ved den forblæste kyst.

Vi havde håbet på en campingplads ved Salema, men den var lukket på grund af ombygning.

Ting tager tid.

Imorgen håbet vi på temperaturer omkring 20 grader, dejligt.

Solnedgang ved Atlanterhavet

Det er varmt mellem 28 og 34 grader.

Vi planlægger med omtanke og har udset os nogle små perler i naturparken, der hedder Sierra de Aracena y Picos de Arache. Sådan.

Den første by vi kigger forbi hedder Alajar og den er flot. Her ligger der ikke plastikrester, her vasker og fejrer gaderne.

Vi må planlægge vandreturen nøje.

På torvet falder vi i snak med en del spanier, der gerne vil forsøge at hjælpe os på et gebrokkent engelsk.

Sikke en stemning det giver.

Vi finder stien til en nedlagt landsby gennem en flot natur.

Men først er der jo bryllup i byen.

De stiller gerne op til foto.

Så går vi afsted.

Det er jo et særligt landskab indhegnet af stengærder, en ” dehesa”, som det hedder, her er spredte Ege- kastanjetræer og der er mange græs og andre naturlige urter. Det er et perfekt sted for geder, får, heste og især grise. Her bliver den iberiske gris opdrættet.

De kan nemlig gøre det en gris er god til, den roder i jorden og æder det den finder. Så lægger den sig ned i skyggen af et egetræ og sover.

Det er grise liv.

Vi kommer ud til den nedlagte landsby, som vi havde planlagt, ingen mennesker!

Vi fandt nogle få appelsiner, som er godt her i varmen.

Nu kaldte en god frokost, som vi fandt stedet til, da vi kom tilbage til byen.

Et hyggeligt og dejligt sted med god mad.

Med god samvittighed spiste vi gris, et stor mørbrad med rosmarin og kastanjesmør.

Så fandt vi en familie , der gerne ville sælge noget hjemmelavet.

De var glade og stolte.

Nu måtte vi så finde den berømte skinkeby Jabugo, hvor den bedste og dyreste skinke laves.

Det er et mægtig sted udelukkende med alt om skinken og den særlige gris der går 2 år i skoven og spiser særligt egeagern. Så slagtes den og skinkerne modnes og tørres i 2 år.

Vi købte noget så i også kan smage rigtig god skinke.

Det var en fin varm dag.

Nu planlægges næste step på turen Portugal

Vi måtte væk fra stormen og med den kraftige vind i ryggen kørte vi mod nordvest.

Først mod Sevilla og her mødte vi en lastbilkø så det tog næsten 1 time at komme rundt om byen. Man må tænke at vi har et alvorligt problem med forurening i transportsektoren,

Vi må have en bedre løsning, når man møder hundredvis af lastbiler i store køer, der i timevis holder i tomgang en stor del af døgnet.

——–

Langs vejene ligger affald i dette område, hvem smider det og hvem ryder op?

Så blev det helt øde.

Det blev varmt.

Vi er nu i et stort naturområde. Der fylder 2/3 af Fyn

Det er et meget øde område, hvor kvæg og grise i hundredevis af år har gået omkring og hygget sig omkranset af stengærde. Mennesket har ikke blandet sig så meget i deres levevis. De indfanger dem og her bliver verdens bedste skinke lavet.

Iblandt de store skovområder ligger små byer, der lever med at producere skinken.

Man føler vi er tilbage i 1950

Vi har fundet en lille campingplads, hvor der er en livlig børnefest.

Dejligt at se hvordan en stor flok børn kan lege uden mobiler. En bold og ballon giver stadig god leg.

Her til aften fandt vi byens centrum, med mange folk i flot tøj og livlig snak, mens fjernsynet viste tyrefægtning og folk kørte rundt om torvet i deres fine biler.

Sådan er en fredag aften helt herude langt fra storbyen. Byen hedder Cortegana

Vi følger vejrudsigten og der er udsendt gul varsel for hele området i 3 dage. Storm med 20 til 25 m/s.

Men vi kørte alligevel til Tarifa, helt rigtigt det stormede og kitesurfere var i luften.

men for os var det for blæsende.

Vi kiggede på kortet og så kørte vi mod Vejers de la Frontera. Endnu en hvid by fra striden mellem kristne og maurerne.

En meget flot by, vi parkerede 1 km fra byen og vandrede derop ca. 200 højdemeter.

Her er lige nogle foto så i også kan nyde stemningen.

Her tør man godt vise en næsten burkaklædt statue frem.

Vi fik en lille snak med en kone, der stolt passede sine blomster foran huset.

Ved torvet fandt vi bodegaen og fik smagt deres gode PX sherry.

Efter besøget kørte vi til Sahara ved kysten. Her lå en fin campingplads med store pinjetræer, som giver lidt læ. Men der blæser forsat.

Det har været en dag på farten

On the old Dusty roads

Vi planlægger en lang tur i morgen næsten til Portugal