Vores togrejse fra Roskilde til Göteborg en varm septemberdag var en smuk og afslappende oplevelse, hvor vi bevægede os gennem både by og land med en vidunderlig udsigt over det sydsvenske landskab. Solen skinnede, og langs kysten kunne vi se mange mennesker nyde dagen ved strandene.
Vi ankom præcis til tiden i Göteborg, men opdagede straks, at toget til Oslo var aflyst. Der blev lovet mere information, men det kom ikke med det samme. Vi blev i stedet henvist til busudgang nr. 26, hvor vi stod uden klare beskeder. Man forsøgte at finde en bus, der kunne køre os til Trollhättan, men hvornår den ville ankomme, vidste ingen. Vi blev bedt om at være tålmodige. Nogle passagerer havde ventet siden klokken 12 og vidste heller ikke noget om årsagen til aflysningen.
Selvom jeg forsøgte at være tålmodig, gik jeg alligevel rundt for at finde mere information. Der var mange busassistenter til stede, men de kunne kun gentage, at de ikke vidste noget. Efterhånden fik jeg dog lidt indsigt i, hvad der havde forårsaget forsinkelsen: Ved 12-tiden var en køreledning faldet ned i nærheden af Göteborg, og på Sveriges jernbanenet stod der, at der ikke ville køre tog til Oslo resten af dagen.
Men så fik jeg øje på afgangstavlen, hvor der nu stod, at der ville gå et tog mod Oslo klokken 16:08 fra spor 4. Der kom ingen meldinger fra personalet eller over højtalerne, men rygtet spredte sig hurtigt, og folk begyndte at samles omkring toget. Klokken 16:30 kørte vi afsted mod Trollhättan og Oslo, og i det flotte vejr gled vi hurtigt gennem landskabet. Vi ville ankomme til Oslo omkring klokken 20:30.
Nu måtte vi prøve det – en interrail-tur! Chancen bød sig pludselig med 25% rabat på togpassene, og samtidig var det Kirstens fødselsdagsønske at opleve Bergen.
Det bliver spændende at kaste os ud i en ferie, hvor vi igen selv planlægger og finder rejsestederne og har god tid til det hele.
Med fem tog -rejsedage i bagagen har vi valgt at bruge 10 til 11 dage på at udforske nogle af Norges kendte steder.
Eventyret venter lige om hjørnet: Denne gang tager vi på en togrejse fra Roskilde til Oslo, videre til Bergen og Flåm, og afslutter med en storslået togtur til Finse på højfjeldet, inden vi vender tilbage til Oslo for en for at opleve en weekend i byen.
Rejsen starter i Roskilde, hvor vi hopper ombord på toget mod Oslo. Herfra begynder en rejse, der ikke kun forbinder to nordiske lande, men også forener natur og kultur på en måde, som – tror vi – kun en togrejse kan. Efter en kort pause i Oslo har vi lidt tid til at udforske byens charme i centrum en fredag aften – måske med streetfood – før vi igen sætter os til rette i togkupeen. Denne gang med kurs mod Norges vestkyst og Bergen, en syv timers tur gennem smukke landskaber, der lover udsigtspunkter på hver en kilometer.
Bergen, kendt som porten til fjordene, bliver vores hjem i fire dage. Byen, omgivet af syv bjerge og fyldt med farverige træhuse, inviterer os til at dykke ned i dens maritime historie og kultur. Vi vil udforske de smalle gader i Bryggen, besøge Grieg-huset i Bergen, også kendt som Troldhaugen, og nyde lokale delikatesser.
Vi bevæger os nok først med Fløjbanen -en tandhjulsbane -op i højderne for at vandre i de omkringliggende fjelde. Her kan vi måske, hvis vejret er klart, opleve den norske naturs storhed og nyde dette.
Efter Bergen venter endnu en spændende togtur – denne gang på Flåmsbanen. Fra Flåm til Myrdal og videre til Finse, rejser vi gennem nogle af Norges mest imponerende landskaber. Turen tager os fra dybe fjorde til høje fjelde, hvor vi ender på Finse, Norges højeste jernbanestation. Her skal vi tilbringe to dage med at udforske området til fods og nyde god mad, alt sammen med udsigt til sneklædte toppe og isdækkede søer. Det bliver koseligt at bo på Finsehytten.
Til sidst går turen tilbage til Oslo, hvor vi har nogle dage til at opleve Oslo i en weekend. En af de absolutte højdepunkter bliver nok et besøg på Munch-museet, hvor vi får mulighed for at opleve Norges mest berømte kunstværker på tæt hold. En passende afslutning på en rejse, der vil byde på både naturoplevelser i verdensklasse, historiske og kulturelle indtryk.
At rejse er at leve – en sætning, der tilskrives H.C. Andersen og som bærer på en dyb sandhed om menneskets søgen efter oplevelser, viden og selvforståelse gennem rejser. Men i vores moderne verden, hvor masseturisme og klimaproblemer er blevet uadskillelige følgesvende af rejsen, må vi stoppe op og genoverveje, hvad det egentlig vil sige at rejse, og hvilke konsekvenser vores rejsevaner har.
Jeg lovede lige at skrive om de sure appelsiner der kan plukkes overalt i øjeblikket i Sevilla.
Vi har prøvet at smage dem flere gange, man bliver lokket så meget af den orange farve i blandt de grønne blade.
Men de er altså så sure.
Det er altså ærgerligt, når der her i Sevilla er omkring 25.000 træer.
Den sort der gror her i Sevilla hedder Citrus aurantium, eller bitterappelsintræet, og den har en lang historie i Sevilla. Træet har mørkegrønne blade, hvide og duftende blomster og bærer bitter appelsiner. Dets æstetiske kvaliteter gjorde det til et ideelt træ til at pryde gader, pladser og haver. Det er et robust træ, som har en forventet levetid på omkring 50 til 100 år, afhængig af vækstbetingelserne.
Appelsintræerne har en fin funktion her i byen. De er flotte at se på, de giver skygge og de dufter godt. De sure frugter her bidrog til opdagelsen af appelsin marmelade, som englænderne udviklede, da de indkøbte appelsinerne her fra byen og fandt at de ikke kunne spises. Nu er de ikke længere brugbare til at spise på grund af luftforureningen.
Spiselige eller ej så er synet af de mange appelsintræer i gadebilledet et af de meget charmerende træk ved hele den sydspanske region Andalusien. Vi mødte dem også på vores tur til Granada for nogle år siden, men tænkte ikke at de ikke kunne spises. Nu mødte vi dem så igen her i Sevilla og også i appelsingården Patio de los Naranjos foran moské-katedralen La Mezquita i Córdoba.
I gården omgivet af den gamle moskés massive ydermure står 96 appelsintræer i et gittermønster, og for foden af træerne løber et netværk af små vandingskanaler.
Det var her, de troende vaskede sig før bønnen, dengang Córdoba var hovedstad i det muslimske kalifat al-Andalus, der eksisterede på Den Iberiske Halvø fra år 711 til 1492, hvor den kristne kirke overtog magten.
Hvorfor kom appelsinen til Spanien?
Netop araberne og deres erobring af store dele af Spanien i 700-tallet er forklaringen på appelsintræets fremtrædende placering i det sydspanske gadebillede. For muslimerne – også kaldet maurerne – indførte en række nye vækster til Den Iberiske Halvø, heriblandt sukkerrør, risplanter og citrontræer – og altså også appelsintræer.
Maurerne kunne konstruere velfungerende vandingsanlæg, og deres sans for skønhed kom til udtryk i anlæggelsen af imponerende prydhaver med bassiner og springvand, som vi har beundret i den sidste uges tid og da vi besøgte Alhambra i Granada.
Men det var ikke kun appelsintræerne og de flotte haveanlæg, der blomstrede under det muslimske kalifat. Også kunst, filosofi og videnskab havde gode betingelser under det muslimske styre, der i flere hundrede år var repræsentant for en relativt tolerant og videbegærlig udgave af islam.
Faktisk taler historikere om, at Córdoba i sin gyldne periode var det mest civiliserede samfund i Middelalderens Europa. Den anden kalif, al-Hakam II, oprettede et bibliotek, der efter sigende indeholdt 400.000 bind, og jøder, kristne og muslimer levede ifølge de tilgængelige kilder i fredelig sameksistens i byen.
Men intet varer som bekendt ved. I midten af 1100-tallet overtog medlemmer af en mere fanatisk religiøs retning styret i Córdoba og jog både jøder og kristne på flugt. Og efter den kristne generobring af Córdoba i 1236 var det maurernes tur til at lade sig tvangsindlemme i de katolske kongedømmer eller alternativt lade sig udvise.
Córdoba og Sevilla
Da vi sad i appelsingården ved Sevilla katedralen kunne vi ikke undgå at sammenligne vores oplevelser fra de to steder.
Akkurat som det er tilfældet i moské-katedralen i Córdoba, er træerne her også forbundet af et fint mønster af små vandingskanaler, der vidner om, at den historiske påvirkning fra muslimerne også ses i Sevilla.
Og katedralen, der er verdens tredjestørste kirke, er da også bygget på fundamentet af en moské. Det 93 meter høje klokketårn, La Giralda, er bygget oven på den oprindelige minaret, og i murværket kan man se overgangen fra arabisk ornamentik til kristen renæssancestil.
Katedralen i Sevilla er dog synes vi en noget mere harmonisk bygning end moské-katedralen i Córdoba, hvor en kristen kirke er placeret midt inde i rækken af arabiske søjler i den enorme moské. Den måske malplacerede kirke midt i moskeen er et kraftigt symbol på, at respekten religionerne imellem kan have svære kår – både før og nu.
Alligevel er vi fascinerede af besøgene både i moské-katedralen og katedralen i Sevilla.
Man sidder tilbage med et indtryk af selve konstruktionen så tydeligt spejler den religiøse konflikt mellem det muslimske og kristne Europa.
Appelsinen drog nordpå
Efter den kristne generobring og arabernes tilbagetrækning blev appelsinerne i Spanien, og i de følgende århundreder foretog de orange frugter lidt af et triumftog op gennem Europa. Vi husker nok alle det helt særlige ved vores december måned i vores barndom hvor de fine appelsiner og mandariner bidrog til julestemningen.
Det blev så til en lille historie her i ventetiden i Barcelonas lufthavn inden turen mod København.
Vi har oplevet meget i den sidste uge og de fine appelsintræer har bidraget til en særlig stemning.
I dag ville vi runde turen til Sevilla af med en vandretur langs “havnefronten”, som den nok kunne betegnes tilbage i tiden, hvor Columbus gjorde Sevilla til et centrum for verdenshandlen.
Vi gik fra katedralen forbi et marked for specialister udi mønter mm.
Herefter kom vi til “det gyldne tårn” og gik over floden til den hyggelige bydel Tirana.
Torre del Oro blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet, under det muslimske styre i Al-Andalus. Den blev konstrueret som en del af byens forsvarsværker og havde oprindeligt en militær funktion. Bygningen er et ottekantet tårn lavet af sten og er opdelt i tre niveauer. Den har også en karakteristisk gylden farve, som har givet tårnet dets navn.
Havnefronten i Sevilla spillede en afgørende rolle under tiden med opdagelsesrejserne, især i forbindelse med Christopher Columbus’ første rejse til Amerika i 1492. Selvom Sevilla ikke er en kystby, havde byen adgang til Atlanterhavet via floden Guadalquivir, og det gjorde den til en strategisk vigtig havn for sørejser og handel med de nyopdagede landområder.
Efter Columbus’ tilbagevenden fra hans historiske rejse til Amerika ankom hans skibe, Santa Maria, Pinta og Niña, til Sevilla den 15. marts 1493. Den sejrrige hjemkomst blev fejret med stor entusiasme i byen, og det markerede begyndelsen på en ny æra af handel og udveksling mellem den gamle og den nye verden.
Sevillas havnefront blev et centrum for handel, hvor varer som krydderier, guld, sølv og andre ædelstene blev losset fra de nyopdagede territorier og derefter sendt videre til resten af Europa. Byen blev en vigtig knudepunkt for forbindelserne mellem Amerika og Europa i løbet af den spanske koloniale periode. Som man ser udmøntet i den store udstilling i 1929 på Plaza de España.
Sevillas epoke som primær havneby aftog gradvist i løbet af 1700- og 1800-tallet, men den bevarende stadig sin store indflydelse som kulturelt og økonomisk værdifuldt by for Spanien.
Vi slentrede rundt i byens gader og var igen lige omkring pladsen med keramik. Her skulle kaffen nydes i denne hyggelige Bodega.
Der efter var det frokost tid ved Tirana floden.
Vi forsatte turen opad langs floden der i dag bliver flittigt brugt til roning.
Sidst på eftermiddagen krydsede vi igen floden, hvor der også kan opleves højt humør.
Vi nåede frem til San Fransisco pladsen med mange folk, der lige skulle nyde dagens sidste solskinsstråler.
Vi fik også nydt en kaffe, øl og banankage.
Nu er taxaen bestilt, der pakkes, da vi skal afsted fra lejligheden allerede kl 07:30 i morgen mandag.
Vi slutter den gode gode tur af med at spise på vores kendte arabiske restauration.
