Vores blog

I dag gik turen til byen Vallehermosa. Den ligger på den nordvestlige side af øen i 180 meters højde.
Vi boede i byen et par dage i 2010 og nød bylivet og de flotte vandreture i omegnen.
I dag kom vi til byens torv midt på formiddagen og der var mange folk på torvet. Mest ældre og det er jo også dem der ikke er på arbejde. Byen havde i 1960 omkring 9.000 indbyggere i dag knap 3.000.

Præsten gik lige som sidst en tur over torvet.

Folk ser om der kommer nogle de kender med den lokale bus.

Der arbejdes ved det lokale gartneri

Det ser flot ud.
Vi havde glædet os til denne helt særlig flotte vandretur op gennem frodige dal. Her bliver der virkelig dyrket mange forskellige grønsager, der er utallige blomster, frugttræer med mandler, citroner, appelsiner, advocado, ferskner, bananer mm.
Det er nok kun de ældre der stadig dyrker de små lodder.

Her er en ældre kone på vej til byen og hun skal lige glæde sig over at vi kommer forbi.

Der er kun en times vandring til El Tion og det bliver ikke regnvejr, god tur fortæller hun.
Det er overskyet men temperaturen er 18, perfekt vandrevejr. Vi kan sagtens holde varmen da vi i dag lige skal klare 650 højdemeter og stejle passager.

Så blev det tid til at nyde frokosten i 780 meters højde og med denne flotte udsigt over skov og dyrkede marker.
Tilbageturen på 6 km går på den anden kant af dalen på en camino gennem skoven med enebær- og laurbærtræer. Foran os på det meste af turen er den store klippe, som er byens vartegn.

Der er også nogle flotte kig ned til kysten og ud over havet hvor solen skinner.

Der er også tid til pauser, her er et kig ud over byen og de mange små marker, der er har været dyrket i århundrede.
Nede på byens torv udspiller sig her sidst på eftermiddagen et andet liv. Det er os vandringsfolk, der samles på torvets cafe og glade over dagens tur nyder en øl eller kop kaffe, mens kortene og bøgerne med turene bliver drøftet.
Vi kører igen tilbage til vores lejlighed. Op gennem skyerne og ned til 21 grader og mens vi spiser aftenmaden på altanen går den røde sol ned i havet.

Nu har vinden lagt sig og det er søndag.
Vi tog bilen op i 1000 meters højde igen. Første stop var i den lille landsbyen El Cercado. Her er der 3 keramiske værksteder, hvor de laver krukker af den lokale ler uden brug af drejeskiver og man brænder krikkerne og åben ild.
Selv om det kun er 11 grader er der nu behageligt at vandre, så vi ad små stier langs de små marker hen til den næste landsby. Chipude, den var for 200 år siden øens største by.
I dag er det søndag og der vaskes tøj.
For 50 år siden skete det her ved byens samlingspunkt.

Man samles dog med fælles tøjtøring.
På byens plads er den store kirke fra 1600 tallet. Her var mange folk i kirke, der er nemlig barnedåb.

Ved kirken ligger kroen.

Her er siesta.
Vi finder en ny vandresti til El Cercado og nu venter en helt særlig søndagsfrokost.
I Las Hayas ligger Vegetarrestaurationen Montana. Vi besøgte også stedet i 2010. Den eneste forandring er 3 fillipinere, der serverer og laver maden. Efigenia, den gamle stolte kone går stadig rundt og hygger om gæsterne.

Maden er stadig fin.

Dejligt.
Efigenia, forærer lige som sidst gæsterne en lille pose med nødder og rosiner lige inden man forlader stedet.
Tilbage ved kysten under 10 kilometer fra Las Hayas venter solen og 21 graders varme.

Det blæser stadig men kun 10 til 14 sekundmeter, temperaturen er omkring 18 – 19 her ved kysten. Men føles varmere i det klare solskin.
Men vi kørte op i kulden og skyerne. En fin og kold vandretur ventede, blot 11 kilometer væk i 1000 meters højde.
Ved den lille landsby Aure startede vi turen. Det blæste også her.

Vi vandrede også her i 2010. Der er ikke meget der er forandret. Den sammen købmandskone, der stadig er flink og tilbyd at vaske de 2 pærer vi købte.

Bonden havde fået ny fræser og arbejdede lige som sidst på sin jordlod. Der skulle sættes kartofler.
Turen gik op til Nationalparken Garajonay, som er en subtropisk regnskov, skoven er beskyttet og på Unesco verdensarv.

Her ligger skyerne lavt.
Men inde i skoven er der læ

70 % af skoven er dækket af canariske laurbærtræ. Der er en særlig stemning i sådan en skov.

Massevis af f.eks Storkenæb.
På vejen tilbage til landsbyen mødte vi så lige et forårstegn med disse flotte blomster

Blæsten ramte os igen

Benene var blevet noget trætte efter den flotte tur på 11,5 km. Så hurtigt ind i bilen og ned i den dejlige varme og solskinnet.

I løbet af natten blæste det yderligere op. Der var udsendt fuld stormvarsel for La Gomera. 90 km i timen.
Vi bor heldigvis fint i læ og med udsigt over dalen og havet. Så vi har et fint overblik.

Her er huset vi bor i.

Selvfølgelig måtte vi også ned til havet og kigge på bølgerne. Her hvor vi er i Valle Gran Rey er der fralandsvind men jeres udsendte news reporter kunne fortælle at det blæser.

Ja selv mågerne gik i læ.

Men hen på dagen har stormen lagt sig noget og vi har været på en lille tur op af en sidedal, hvor der var lidt læ.
Man kan se at branden i august 2010 har været omfattende. Men nu er der grønt overalt i dalen.
Vi besøgte en lille cafe, hvor vi også var i 2010 og talte med en noget ensom og pessimistisk ejer. Han havde boet 12 år på stedet. Han fortalte at han havde mistet modet og meget af hans formue efter branden, der havde ikke været gæster i næsten et år og han var ikke positiv – folk lader bare stå til og ungdommen rejser til Barcelona og Madrid. Der er ingen der kan udvikle øen.
Han fortalte at branden var kommet oppe fra hele 2 steder fra på samme tid. 70 huse i området blev ødelagt. Hans cafe blev kun ramt af smeltende el og vandledninger. Samt lugten af asken.
Da vi ønskede ham good Luck inden vi gik – sagde han at vi gerne måtte overtage det alt sammen for små penge. Han ville blot have til en lille lejlighed til sit otium.
Her til aften sidder vi nu på vores terrasse og nyder aften solen.