Vores blog

Vi havde ventet på at tage på denne vandretur. Den ligger nemlig i 1000 meters højde og forudsætter at skyerne er over denne højde og at det ikke regner.
Vejrudsigten lovede de rigtige forhold.
Først kørte vi 25 km af bjergvejen, der er anlagt højt på kanten af klippekæden fra Dorgali og sydpå. Det er en flot tur og vi var spændte, da skyerne og solen hele tiden skiftede med at have overtaget. Det var lige på kanten.

Fremme ved startstedet ved Campu Oddeu blev vi hurtigt overtale til at dette område måtte vi bare opleve. Umiddelbart var området meget spartansk mange sten få planter, men så kom oplevelserne.
Først udsigten gennem tågeskyerne der væltede op fra den tilstødende store dal – Urzulei – og derpå de flotte rigtig gamle egetræer og foran dem dukkede så blomsterne frem, ja store bonderoser, peoner, derpå juleroser og mange flere som vi ikke lige havde tjek på.

Gennem det øde landskab af gode vandrestier mødte vi snart alle de dyr som man forestiller sig på en rigtig bondegård og under helt dyrevenlige forhold.

Først mødte vi tyrekalve og deres mødre helt rolige kiggede de lidt på os og forsatte græsningen.

Vi forsatte og lige før vores frokost sted dukkede nu en griseflok op. 10 til 12 smågrise sammen med deres mødre rodede op i jorden og gryntede lidt inden de gik lidt væk.
Vi spiste frokost mens vi hørte og så gedehunden flytte en stor flok geder fra et græsningsområde til et andet. Gedehyrden så vi ikke noget til.
Vi nærmede os nu “bondegården” der lå lige ved et sted hvor flere vandløb løber sammen.

Her dukker igen grise, køer og sandelig også flere æsler. Igen var alle dyrene fuldstændig rolige og vi kunne gå tæt fobi dem.
Igen skulle vi ud i det “vilde” et gammelt vandrespor førte os ud langs en slugt codula de sa mela, først oppe langs slugten med meget gamle egetræer og peoner og juleroser lidt rundt omkring og et meget stort egetræ fulgte ved gedesporene ned i slugten.

Her blev vores stifinder evner igen sat på prøver mens vi forcerede de glatte store kalksten.

Igen tilbage ved gården, fulgte vi vejen tilbage til bilen.

Nå ja her dukkede så også lige en 5 til 6 heste frem.
Solen havde i løbet af dagen fået bugt med skyerne og temperaturen var nu sine steder omkring 20 grader.
12 kilometer var denne oplevelsesrige tur på.
Man kan godt blive glad for at opleve sådant et landskab og at så mange dyr tilsyneladende fredeligt nyder tilværelsen.
Her til aften fejrede vi så dagen med rigtig frisklavet pasta, grønsager og en rigtig god rødvin.

Efter den gode vandretur i går kørte vi i dag til hovedbyen her på den østlige side af øen.
Sardenerne fortæller os stolte at det er hjertet af øen, der banker her.
Nuoro har omkring 40.000 indbyggere. Man fortæller at netop byens isolerede beliggenhed inde bag stejle og skarpe klipper har givet befolkningen en særlig energi og selvbevidsthed.
Byen er i dag kendt som et kulturelt centrum, og man er stolte af bemærkelsesværdige forfattere – nobelpristager i litteratur 1926, Deleddas – kunstnere og designere og har derfor også kunstmuseer og designbutikker, der er internationalt kendte.
Vi kom dertil omkring klokken 10 og undrede os. Vi stod og kiggede op af hovedgaden Corso Garibaldi.

Den skulle være en livlig handelsgade fyldt med mennesker, den var tom?
Nå…. vi besøgte i stedet for de 2 museer.
De var begge ret så nye og i det ene var det især en af byens stoltheder kunstneren Ciusa, der vakte vores interesse.

Hans hovedværk fra 1907, La madre dell’ucciso, – den myrdedes mor – er meget udtryksfuld og skildrer hans oplevelser fra en hård hverdag her midt på øen.
Efter museumsbesøgene var gaderne stadigvæk næsten tomme alle forretninger lukkede.

Vi fandt et spisested og spurgte her hvorfor næsten alt var lukket.

Det er den 25. April og dermed Italiens befrielsesdag efter 2. Verdenskrig. Alle har fridag.
Sådan blev vi det klogere og fik så serveret en god fiskefrokost.

Kaffestederne havde åbent og vi skabte en sjov stemning blandt det unge personale, der nok kedede sig, ved at bestille 2 americanoer, hvorefter vi fik serveret 2 expressoer med kun lidt mælk,
Det blev hurtigt rettet.
Da byen jo var næsten helt mennesketom, kørte vi i stedet en lille omvej tilbage og nyd det flotte landskab, med korkege og nyudsprungne egetræer.
Mens vi oploader denne side her fredag aften skinner solen det er 20 grader og vi sidder og nyder en øl, skriver postkort, benene er lidt trætte efter en flot vandretur i 1000 meters højde. Mere i morgen aften……

Vi vågnede op til helt overskyet vejr med småregn. Men vejrudsigten lovede opklaring og op til 17 graders varme.
Vores plan om at vandre ind til Europas dybeste kløft kunne vi sagtens klare.
Det blev en rigtig flot tur.

Vi startede bilen og kørte ud af Dorgali, hvor vi fandt en meget lille vej der førte os ned i Oddoene dalen. En flot dal fyldt med små jordlodder med massevis af vinstokke.
Efter 10 kilometer i dette grønne område parkerede vi ved floden, der løber oppe fra Canyonen Gola di Gorropu.

Der er næsten 8 km ind til kløften og vandrestien er god og afvekslende med gode udsigtpunkter og vi hørte massevis af fuglestemmer – måske også nattergalesang – stien er også her udbygget i 1800 tallet til transport af trækul.

Her kunne vi dog enkelte steder se gamle træer ellers er beplantningen ret så ung. Der må være mange vildsvin, da vi mange steder så spor af deres roden rundt efter føde, særlig nær kildeudspringene.
To og en halv time var vi om turen derind med en stigning på ca. 150 m. Der ventede os så en brat nedstigning så kunne vi se ind i den dybe kløft med sider på ca 500 meter. Her ved flodens udløb fra slugten ligger en masse kæmpestore helt hvide glatte kalksten, som er meget vanskelige at passere.

Vi prøvede og der er aftegnet en rute ind i slugten med små røde mærker, som vi fulgte. Det er et stifinder arbejde.

Man må kun gå lidt ind i den 12 kilometer lange slugt. Men overvældende er det.
Fem en halv time efter starten var vi igen tilbage ved bilen – benene havde det godt efter vandreturen på omkring 16 km. Derfor tog vi lige ned til havnebyen og nyd en kop kaffe og en øl.

Her er også nogle rolige hunde som Amanda kan nyde.

I dag har vi været på opdagelse i 2 bjergbyer. Vejret er lidt ustadigt med temperaturer mellem 11 og 16 grader.

Vi kørte ca 20 km fra Dorgali gennem en grøn dal med små jordlodder og massevis af får. Oliena var første stop. En by på ca. 8.000 indb. Den er præget af landbruget og især af vinbønder, der laver vin på en drue, som hedder Cannonau og vinen har fået navnet Nepente di Oliena, den må vi nok smage på en af dagene.
Det er ret vigtigt at man ankommer til byerne inden kl. 13 da der holdes siesta og i den periode er næsten alting lukket.
Vi var tidligt ude og Oliena er også et sted, hvor gamle håndværks traditioner holdes i hævd. Vi besøgte en skohåndværker signora Corrias, der stolt viste frem af sine håndlavede sko, støvler og andre ting lavet af fint okselæder fra Toscana. Lige noget for dig Bjørn!!!!!

Nu kørte vi så videre gennem det grønne landbrugsland og op til byen Orgosolo. Den ligger næsten som en ørnerede over dalen i 600 meters højde.

Byen er kendt for sine mange murmalerier.

De første murales blev skabt i 1969 og der er nu omkring 150 og de afspejler byens store engagement både lokalt men også internationalt. Motiverne er meget farverige med klare politiske budskaber. Herunder kan i se nogle af motiverne, der er meget spændende at gå rundt og beundre.

På tilbagevejen kiggede vi lige på et imponerende kildeudspring der hedder Su Gologone, der består af et lodret hul på 135 m med forbindelse til mange flere ukendte grotter, der løb omkring 10 tusinde liter turkisfarvet vand ud i minuttet.

Inden vi nåede Dorgali så vi også på en stor “tommelfinger” på 4 meter. Den stammer fra nuraghekulturen for 3500 år siden.

I Dorgali er det slet ikke nemt at finde internet, men efter en grundig søgning og spørger fandt vi endelig frem til en cafe, den skilter ikke med noget og der er tildækkede vinduer. Men en venlig ung mand gav os en kode og så kunne denne historie også oploades.

Vejret i dag var bare helt perfekt til en en god vandretur. Let overskyet, vindstille og omkring 16 til 18 graders varme.
Vi har ikke internet forbindelse i lejligheden, så vi har været på cafe og klaret den daglige forbindelse med opdateringer og email læsning.

Derefter fandt vi frem til dagens vandretur langs kysten på en rute der var moderat svær. Det var en god betegnelse. Vi gik lige omkring 8 km og turen tog 4,5 timer. Op og ned af en smal sti fyldt med store og små lkalksten og et tæt krat af kystmaki. Vi sluttede turen ude ved en grotte, der hed Oddoana.

I dette område langs kysten fra Cala Gonone var der flere steder nogle åbne pletter, som vi lige undrede os over, indtil vi fik læst i vores medbragte vandreguide. Det var steder hvor man havde lavet trækul. I forbindelse med starten på industrialiseringen fældede man store områder med ege her langs kysten og stien som vi vandrede af – den er rigtig gammel fra over 3000 f.kr. – er så blevet udvidet til transport af trækullet og de store sveller som man kunne anvende til anlæg af togspor. Transporten foregik på heste eller æselryg. Meget store områder blev her i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede næsten fuldstændigt ryddet. Blot 40 år forandrede landskabet.
I dag nyder vi så en utrolig stilhed, vi hører mejser, og klokkeklang fra nogle får og geder. Indimellem andre vandåre og nede ved kysten, er mange unge mennesker der dyrker klatring på de stejle sider. Udsigten over det meget blå hav er imponerende.
Lidt trætte i vore ben kører vi så til Dorgali og går på opdagelse i et stort supermarked, her er friske råvarer og vi får handlet ind til en god aftensmad med pasta, grønsager og den lokale rødvin. Sardinsk mad: pane carasau, der er papirtynde brød og dertil ravioli fyldt med risotto ost og kartoffelmos og mynte.
Den nyd vi også med en god salat.

.

Tæt ved grotten.

Udsigt fra grotten.