Vores blog

Vi vågnede op til endnu en dag med fuld solskinsvejr. Vi har vendet os til at stå op ved 7 tiden og nyde at solen giver varme.
Man kan sidde ude og nyde morgenmaden, og planlægge dagen. I dag må vi vente til klokken 12 før vi kan sikre os en ny dag her på denne State Park, den er meget besøgt, men vi får igen en plads.
De amerikanske State Parks er unikke. De ligger altid lige midt i de flotteste naturområder og med flotte udsigter. Der er altid velordnede forhold og gode informationer. Danmark kunne her lære noget!
Der er mange besøgende her ca 350 er et godt bud. De hygger sig med hinanden, der er god stemning og tid til smalltalks.
Her i Morro Bay State Park er der også et museum – et af de helt særlige – som vi besøger om formiddagen, det er meget interaktiv med mange fortællinger om hele området og dens folk, planter, dyr, fugle, fisk mm. Beriget med masser af Info, er det nu tid til en god hike ude i den rigtige natur.
Vi kører nogle miles til Montana de Oro State Park, det gyldne bjerg. Det er her om foråret man nemt kan forstå hvorfor den har dette navn, de gyldne californiske puppets lyser op overalt sammen med mange andre forårsblomster. Vi spiser frokost på stranden og så vandrer vi af sted langs den forrevne Stillehavs kyst. Bølgerne bruser ind over klipperne og vi må holde mange små pauser for at nyde udsigterne til bakkerne, blomsterne og det brusende hav.
Man bliver stærkt opfordret til at gå på vandrestierne, dels for at beskytte naturen og dels for ikke at forstyre dyrelivet og rattelsnakes, lige pludselig bliver vi også overrasket at en lang slange, der stryger over stien og forsvinder i græsset, 75 cm tror vi den var og den er meget svær at se da den falder helt sammen med forårsfarverne her.
Kig blot på et fotoerne her nedenfor.
Som altid på vores færden herovre møde vi spontant folk, der lige siger: Hej, hvordan har I det? Det lægger ofte op lille smalltalk: f.eks et ungt kineser par fra LA, der lige ville fortælle om deres hike og så fik vi vendt mange andre små og større synspunkter. Det er opmuntrende sådan af kunne møde hinanden – openminded!
Her til aften havde vi lyst til frisk fisk på den lokale cafe ved den lille havn, vi nød et glas god zinfandel rødvin og en kæmpeportion salat med frisk fisk. Ja det smagte.
Solnedgangen over Stillehavet må også nydes og så var vi igen tilbage på campgrounden.
Her har vi de sidste par dage talt med en mand fra LA, der er født her i dette område. Han arbejder i et stor medicinalvirksomhed, som controller. Han deler med stor iver ud med fortællinger om hans viden om området.
Han mener at det er meget vigtigt at vi får oplevet byen San Luis Obispo. Det vil vi så gøre i morgen søndag.

Park Rangeren fortalte os i går aftes at vi kunne vente kraftig vind i dag.
Torsdag blev mange stater i den syd øslige del af US ramt at et meget kraftigt stormvejr med tornadoer, mere end 300 mistede livet. Det er en meget alvorlig katastrofe for mange områder.
Heldigvis er mobildækningen nu så god i US at vi nemt kan holde os opdateret. Vi tjekker lige de lokale vejrudsigter og vejforhold og det område vi har regnet med at køre igennem i dag.
Der er udsendt advarsler for hele det område vi ville køre igennem. Gusty Wind mere end 45 MPH. Optil 65 særlige udsatte steder langs dalstrøgene i passene.
Vinden vil tiltage fra ved 12 tiden og hen over eftermiddagen.
Vi indstiller GPS på ipaden og er snart on the road. Ca. 300 km og 4 timers kørsel.
Hen af 180 og hurtigt uden om Fresno og så den lange vej med 41’eren til Morro Bay til rolige vindforhold og udsigten til nogle gode hikes.
Der er rygvind og camperen cruiser afsted. På 41’eren kommer Woody Guthrie gamle sang frem i hukommelsen. Vi kører igennem støvet og med udsigt til tørre marker. Mange Kører der står bundet og tæt pakket skulder ved skulder i støvet og solen. Efterladte gamle traktorer og landbrugsredskaber langs vejen. Der er langt mellem byerne og husene.
The Songs of Woody Guthrie:

I’m blowin’ down that old dusty road,
I’m blowin’ down that old dusty road,
I’m blowin’ down that old dusty road,
Lord, Lord,
An’ I ain’t gonna be treated this a-way.

I’m goin’ where the water taste like wine,
I’m goin’ where the water taste like wine,
I’m goin’ where the water taste like wine,
Lord, Lord,
An’ I ain’t a-gonna be treated this a-way.

Well, I’m going where the dust storms never blow
I’m going where the dust storms never blow
I’m going where the dust storms never blow,
Lord, Lord,
An’ I ain’t a-gonna be treated this a-way.
“………………

Vi har det meget nemmere i camperen, vinden er i ryggen, der er frisk vand i krusene og her ved 13 tiden er vi igennem passene og vinden har lagt sig.
Nu er det tid til en pause og vi standser ved et restarea. Kigger os lidt omkrig, der er en særlig stemning ved stedet, og nu ser vi at det er her skuespilleren, James Dean omkom i sin Porche i 1955, 24 år gammel. En legende opstod og her er stedet med et egetræ og mindeplade ude i den øde prærie langs 41, eren.
41’eren bliver smallere og mere bugtet vi nærmer os kysten, efter 100 km er vi igen ved en stor by. Vi handler ind i Albertson, morer os over low fat udgaven af ” I can’t believe it’s not butter”
Morro Bay State Park Campground har vi lidt svært ved at finde, opgiver næsten, men pludselig er den der, der er i første omgang ingen pladser med kl. 17 er der mulighed for ikke optagne handicappladser. Vi får nummer 102 den med den bedste beliggenhed og udsigt over bugten og med morgensolen.
Kan man forlange mere efter en dag on the dusty road?

Torsdag den 28. April
Vi overnattede på en rigtig RV Park i nat. Der er stor forskel på RV folkene, nogle vil kaldes for Turtles og andre igen for fulltimers, og så er der nogle der har valgt det livsstil og andre som en muglighed for et sted at bo.
Her på denne RV Kings Canyon er der flest der bor på pladsen igennem længere tid.
Nogle er meget fattige, arbejdsløse, andre der er ramt af sociale og psykiske problemer, nogle har dag til dag jobs eller korterevarende ansættelser.
Deres RV’er kan oftest ikke køre og er blot deres bolig.
Vi snakkede med vores naboer, der begge var hård ramt af psykiske problemer – de fortalte at livet var svært, de var erklæret konkurs, ejede intet, de havde måske lov til at bo i deres RV, det var Retten, der nu ejede den! Men foreløbig boede de i den. De kunne ikke få hjælp sagde de, og vidste ikke hvad dagen i morgen bragte.
Når man gik rundt på stedet fandt men f.eks en seddel fra den lokale sherrif på døren, andre steder kiggede folk ud bag gardinet mens deres hunde gøede.
Forrest i parken holdt de større og veludstyrede RV’er. Her havde man små Pets og sattelitmodtagere, det er Turtlerne.
Vi havde lyst til en næsten kørefri dag, og tog på opdagelse i the back roads, i Orange området, med mange flotte heste på store græsmarker ved ranchene. Her møder vi dog også mange til salg skilte!
Vi følger vejen langs en stor velanlagt vandkanal, Kings River føder den med masser af smelte vand fra Kings Canyon. Vi er nemlig på vej til en campground ved en kæmpe opdæmmet Lake. Pine Flat Lake og stedet Island.
Snart står vi og kigger ned på Californiens store guldreserve, den er i øjeblikket fyldt 80 %. Det er helt afgørende for økonomien herovre at der er vand, LA og SF samt hele fødevare området er afhængige af smeltevandet. Det er US Army civile afdeling der har ansvaret for driften og vedligeholdelsen af opdæmningerne.
Som en rigtig god sidegevinst driver de så også denne gampground, hvor vi i dag er nogle af de eneste gæster. Men sikke et flot sted, næsten som at sidde på en græsk ø og nyde udsigten over det blå hav. Temperaturen, duftene fra blomsterne, græshopper og cikaders aftensang fylder os mens vi nyder et glas rødvin ved bålet.
Vi har nu også forsøgt at planlægge resten af vores tur, med bestilling af de sidste par overnatninger ved Santa Barbara. Vi vender i morgen cruiseren i retning mod Stillehavet!

Tid er noget mærkeligt noget! Sommetider siger man at tiden går, i dag oplevede vi det anderledes, i dag kom tiden.
Vi skulle drage fra Yosemite og mod Kings Canyon!
I stedet stod de 3.800 år gamle træer foran os her sidst på en onsdag aften – i al deres gigantiske storhed.
–
Det var igen en kold nat i camperen, skiundertøj er godt. Vi kørte afsted men måtte hele tiden lige kigge os tilbage og op og ned.
De mange falls, Capitainen og til sidst det store kig tilbage, hvor de mange pinetræer dækker dalen og granitformationerne former dalen.
Tak for oplevelsen!
Vi kører nu opad til 6000 feet og så ned til foråret, der møder os ved 1000 feed. Egetræerne er sprunget ud og der er blomster i vejkanten.
Snart er vi igen i forsommeren, nede i den store dal,
180’eren drejer vi nu ind på til Kings Canyon, igennem landsbrugs og frugttræsområderne. Vi har set vejudsigt op til 20 grader og selv om vores planlagte overnatning Azalia campground er i 6700 feets, så går det jo nok. Vi smutter med 35 miles opad – foråret forsvinder langsomt og ved 6000 feet, ja så ligger sneen der. Planen må laves om, vi har ikke snesko med og vi vil gerne have varme også om natten!
Heldigvis kon tiden så! Der var skiltet til Giganterne lige foran os. Grant, amerikanernes juletræ, Oregon, Californien, de 2 søstre, og mange andre store og små giganter, der i al slags vejr og klima har overværet Tidens gang deroppe i 2000 meters højde.
Overvældende!!
Vi kører tilbage ca 30 km til forsommeren og ca. 20 grader her ved 20 tiden. Vi booker os ind på en rigtig RV park med rigtige fulltimere.

Andres har lagt nogle rigtig gode foto ud på hans hjemmeside:
andreas hjemmeside