Vores blog

Fiskerbyen Perniche ligger på en halvø 90 km nord for Lissabon. Sådan har det ikke altid været før 1400 tallet var det en ø, hvor sandet langsomt gjorde øen landfast. Her er hovederhvervet stadig fiskeri. Det er især sardiner, tun og skaldyr der fanges og leveres til restaurationer og fiske og konservesfabrikker.

Det er klart at med de store bølger uden for kysten er det også et kendt surfersted og et tilholdssted for mange unge, der bor langs kysten i små campere og telte.

I dag havde vi valgt at give camperen en fridag og i stedet vandrede vi halvøen rundt langs kysten. Der er flotte og dramatiske kig langs kysten og særligt i dag med en hård vind fra nordvest. Ude ved spidsen ligger fyrtårnet og klippeformationen Nau dos Corvus.

Der findes også mange forskellige planter langs kysten, som fik vore tanker til at tænke på ture i Californien.

Herfra spidsen gik vi i læ indtil byen 3 km længere fremme.

Det er Portugal’s nationaldag i dag den 10. Juni og folk har fri. Det mærker man folk mødes rundt omkring. Her i byen er der en stor motorcykelklub, hvor der var stor grillfest.

Vi havde glædet os til en rigtig god fiskemenu. Men da vi kom til området med fiske restauranter var der kø foran de bedste, vi måtte derfor gå lidt omkring og fandt en med tagterrasse. Der var også mange folk og lang ventetid, vi fik lige hurtigt en forret med muslinger og en god Dourovin. Fiskeretterne vi havde bestilt var en stor skuffelse, meget ringe tilberedt, det bedste var den friske citron.

Nå sådan kan det gå vi gik derfor hen og fandt et kaffested, hvor der var en god kirsebær is.

Her ved torvet er der en skulptur af en ung kvinde der laver kniplingsarbejde og henne ved Turist kontoret var der et stort lokale hvor 15 kniplinganordninger var placeret. Tilsyneladende er Peniche kendt for dette. Mine tanker drog tilbage til min mormor, der i Holstebro udførte mange flotte kniplinger.

Nu er vi tilbage i camperen efter rundturen på 8,5 km og der må nu pakkes sammen til turen i morgen til København.

Vi har nydt igen at være på tur med en camper. Det er for os en slags opdagelsesrejse, Hvor vi hele tiden er på ukendt land og nysgerrige må få det bedste ud af det. Vejret er er faktor, men alligevel kan vi også tilpasse os det. Vi har været heldige med tørvejr og omkring 20 grader. Det at finde de ukendte steder, spændende campingpladser, finde rundt i byerne og måske især også at få en snak med folk fra andre lande er givende.

Dejligt at kunne rejse og nyde friheden.

Nu måtte vi sige farvel til den herlige campingplads og de 2 hjælpsomme værter, der med glæde gav gode ideer til oplevelser.

Der blev planlagt og planlagt, da vi gerne skulle være en times kørsel fra Lissabon lørdag formiddag. Vejrudsigter blev studeret og det så noget broget ud. I Lissabon ville der være op til 35 grader. Så den blev udeladt, vi må tage derned på en byferie en anden gang. Så var der kysten og byen Peniche. Her måtte vi affinde os med hård vind og blandet skydække. Det kender vi fra Danmark.

Så camperen blev startet og forude ventede 300 km og 3,5 timer undervejs.

Det gik fint med turen gennem øde landskaber og nogle steder tæt bebyggelse. Det er spændende at køre på motorvejene over dale og bakker. Her er ikke særlig tæt trafik og man kører roligt.

Fremme ved Perniche blev det svært at finde en campingplads. De 2 vi havde kigget på var svære at finde, men pludselig så Kirsten et campingskilt og så var der pludselig en god campingplads lige op og ned af den stejle kyst. Her stod mågerne næsten stille op mod den kraftige vind.

Aftensmad måtte vi også finde og campingværten anbefalede en rask vandretur ned til byens centrum ved havnen. Det gjorde vi så og fik en god gang italiensk mad.

Nu er vi trætte og i morgen holder camperen fridag, mens vi går på opdagelse.

Douro-dalen er et af de steder, man nok må besøge på en tur til Portugal. Vi må skrive at det er et smuk sted, Byen Pinhão er i hjertet af denne smukke region, og et af de mest populære steder for folk at besøge.

Regionen er naturligvis et mekka for vinelskere. Douro er den ældste vinregion i verden, der er blevet afgrænset i 1756, og den producerer nogle af de bedste vine i Portugal.

Vejret her til morgen var meget tåget, skyerne lå ned over området med høj fugtighed. Vi startede camperen og kørte ned mod Dourofloden gennem flotte landskaber. Efter 20 km kørsel drejede vi ind på vinruten til Pinhao. Det er en flot tur på smalle veje helt nede og langs floden.

Fremme ved Pinhao fandt vi hurtigt den båd vi havde fået billetter til. 10€ for en times sejlads op af floden og med storslåede udsigter til vinmarker og vingårde. Der var udsigt til store falke der fløj tæt på os.

Toget der også kører her langs fjorden dukkede også op. Pinhao Stationen er kendt for sine kakkelbilleder af hele vinproduktionen.

Da vi havde spist en god frokost vandrede vi en tur ud langs oliven- og vinmarkerne. Det er et imponerende kulturlandskab skabt gennem 1000 år.

Vores tur tilbage til Lamego kom til at ske gennem mange små veje og gennem små landsbyer. En udfordring, som vores gps lige synes vi skulle have.

Her på campingpladsen er der forsat noget overskyet men alligevel 20 grader.

Det bliver varmt i dag efter en kold morgen med 11 grader klokken 6:00. Byen Lamego ligger blandt mange bakker. Vi bor oppe på en af dem og heldigvis for det.

Dagens første stop er nemlig Santuário de Nossa Senhora dos Remédios

En imponerende kirke, der er bygget oppe på en bakke med en flot skue udover byen.

Hvorfor den er bygget heroppe ved vi ikke, men det kræver at man går op af 700 trappetrin for at komme derop. Her er dog lidt af en forklaring:

En teatralsk trappe går op ad Monte de Santo Estêvão (Stefans bakke) til dette barok- og rokoko-område fra det 18. århundrede.

Religiøse hengivne har trodset stigningen siden mindst 1300-tallet.

Vandringen er det halve oplevelse og kræver 686 trin via ni reposer og er beriget med flisepaneler, kapeller, springvand, obelisker og statuer.

Man kan få vejret på de ni terrasser, og den ene, “Pátio dos Reis”, har billederne af Israels 18 konger.

Når du endelig når toppen, kan du gå ind for at møde Nossa Senhora dos Remédios (Vor Frue af Remedierne) ved hendes strålende alter.

Også på denne øverste terrasse er et kastanjetræ mere end 700 år gammelt og indhyllet i efeu.

Der er en vej derop så folk med hestevogne har nok kunnet kommer derop gennemtiden.

Som skrevet et imponerende udsyn fra stedet

Vi startede heldigvis oppefra og 700 trin tog det ca. 30 minutter at forcere, med gode udsigtspauser undervejs. Nede i byen forsatte en flot samling små statuer på en bred vej at imponere. Her er rent og nydeligt. Vi fandt frem til byens turistinformation, meget stort og nyt. Desværre for os uden særlig megen information og slet ikke på engelsk.

Der manglede indhold i de store nye lokaler og de 2 ansatte havde heller ikke så meget at fortælle os og slet ikke om vandreture.

Nå vi gik så lidt mere omkring i den gamle bydel og endte igen på den brede vej med mange caféer. Her spiste vi portugisisk frokost. Brød med skinke, spejlæg og en krydret sovs.

Vi måtte derpå selv finde frem til nogle steder vi kan besøge i morgen og ved hjælp af internettet fandt vi frem til en sejltur på Dourofloden fra byen Pinhao. så vores vært på campingpladsen solgte os 2 billige billetter til en tur. Det glæder vi os til.

Nu måtte vi forlade den spændende Nationalpark Peneda Geres. Det har været berigende for os opleve naturen og landsbyerne. Selv om alt kan føles historisk, så peger flere ting også fremad her i vores moderne tid med klimaproblemer og alt for meget travlhed. Man kan godt leve et simpelt liv. Campingpladsen peger klart på en ny form for nærvær med naturen.

Køreturen ned mod Dourofloden var på omkring 3 timer med stop undervejs og på de flotte portugisiske motorveje.

Her i Lamego bor vi på en særlig campingplads på en vingård kan man kalde stedet, midt i byen ved terrasser med vin. Dette må vel kaldes en livsnyder campingplads, hvor man sidder med flere flasker foran sig og smager vin.

Lamego ser ud som en dejlig by midt i de vingårdsdækkede bakker i Alto Douro-regionen.

Byen er berømt for sin storslåede barokke trappe, der klatrer op ad den stejle Santo Estêvão-bakke til den smukke kirke Nossa Senhora dos Remédios.
Lamego er måske lille, men den har en omfattende historie. Det var her, Alfonso I blev kronet som den første konge af Portugal i 1139. Senere blomstrede Lamego i det 16. og 18. århundrede som en vinproducerende region, og byen er stadig et centrum for Raposeira-mousserende vine.
Denne historie afspejles i forskellige seværdigheder, herunder et gammelt maurisk slot, den gotiske katedral og elegante villaer fra det 18. århundrede. I hele byen løber Avenida, en storslået boulevard med monumenter, udendørs caféer og markedsboder, der sælger regionens traditionelle røgede kød. Avenida fanger essensen af Lamego; afslappende, fredeligt og udpræget portugisisk.

Alt dette vil vi forsøge at udforske lidt i morgen.

Nu har vi lige nydt et måltid med stegte laks og selvfølgelig også et godt glas vin