Dagens vandretur byd på udfordringer. Vejret er fint sol og 22 grader og vi kørte 8 km ud mod Lindosa. Vi havde fået er meget fint kort med beskrivelse af en 6,5 km let rute.
Vi fandt landsbyen og snart efter rutemærkning med gule og røde tegn. Det gik over granitsten og med flot udsigt efter nogle kilometer blev det sværere og sværere at finde afmærkningen i stedet dukkede nogle små varder op. Vi spiste frokost ved et vandløb og derpå krydsede vi åen.
Men nu blev det svært, der var kun et tegn på hvilken vej vi ikke skulle gå. Og gennem tæt krat og bevoksning af lyng forsøgte vi at finde stien. Den fandt vi ikke efter 15 minutter opgav vi, det var for svært. Vi vendte om og snart efter var vi tilbage ved camperen.
Vi ville lige gense landsbyen Lindosa og kornkamrene. Se indlægget på bloggen.
Her i byen var der mange lokale vi gik lidt omkring. Ved en Cafe sad der mange lokale, kvinderne udenfor og mændene spillede kort indenfor.
Alle var i fint tøj og der var annonceret en sammenkomst for en kvinde.
Heldigvis var boden med godt brød og skinke også på stedet, så vi købte nye forsyninger.
I morgen må vi så sydpå til Dourofloden efter gode dage her.
Her er hvad jeg kunne finde ved besøgscenteret ved Lindosa.
Men først lidt om landsbylivet i Nationalparken.
Vi har set flere kornkamre i brug i området, der er meget interesant, selv om Nationalparken er på størrelse med Bornholm bor her 15.000 og de tilsyneladende mange små landsbyer opfatter vi som isolerede, men det er ikke sikkert. Der dyrkes intenst i meget små havelodder og vi så ingen traktorer eller mindre maskiner. Der er tilsyneladende heller ikke mange æsler, heste, køer, nogle geder og vi hørte høns flere steder. Der var vandings systemer og forskellige hakker og spader. Det var flot at se hvor velpassede haverne var. Det der er mest af er vindruer, der kravler vildt og systematisk op af tråd og stativer. Selvfølgelig er der også alle slags frugttræer omkring landsbyerne og ved husene. Vi så små stykker med majs. Vi så selvfølgelig mest ældre krogede folk med tilsvarende krogede vandrestokke, der gladelig hilser og snakker til – vi kan så tegntolke deres glæde og stolthed.
Bemærkelsesværdigt, at der er liv i disse landsbyer i 2022. De har alle mobiltelefoner og bruger dem flittigt. Der er små lokale købmænd og små caféer hvor man mødes og mændene spiller kort og konerne sidder tæt ved vaskepladsen. Et spændende område, hvor flere etaper af GR 50 går igennem og op til Compostella. For os et spændende område.
Men nu lidt om kornmagasinerne, som jo klart har et funktionelt brug.
ESPIGUEROS AF LINDOSO er aflange kornmagasiner lavet af sten og brugt til opbevaring af majs. Af de omkring 50 epigueros stammer de ældste tilbage til det 17. århundrede. De tydelige hjørner og mangel på lav fra nogle tyder på, at de er ret nye, og nogle andre er lavet af ældre og nyere elementer, hvilket peger på vedligeholdelsesarbejde. Hver epiguero tilhører en familie, og nogle af dem er stadig i brug i dag.
Sengen på epigueroen er lavet af sten og sidder på toppen af stumpe, robuste søjler for at løfte den fra jorden og beskytte majsen mod gnavere. Sidevæggene har lodrette åbninger, der tillader vinden at blæse igennem og tørre majsen, mens for- og bagvæggene kan være lavet af sten eller træ. Tagbeklædningen består af to plader af granit, der mødes i midten og ofte monteret med et kors, også lavet af sten. Rudimentære stentrin findes normalt ved deres forreste åbning.
I Lindoso kan alle epigueros findes på en tærskemark, der ligger lidt forhøjet fra den nærliggende landsby. At finde epigueros på højtliggende terræn er ret almindeligt i Portugal. Påfaldende som dette ofte er, skyldes valget af placeringen funktionelle snarere end æstetiske hensyn. En højere placering vil sandsynligvis modtage den højeste mængde vind, og jo mere ventilation, jo bedre når det kommer til tørring af majs. Dette behov er så meget desto mere tydeligt, når man tænker på, at høsten sker om efteråret, og december er måneden med den største nedbør.
Den kendsgerning, at espigueros plejer at blive bygget i en enkelt klynge nær landsbyen, fik nogle forskere til at tro, at det var en indikation af en fælles livsstil. Yderligere forskning afslørede dog, at klyngningen sandsynligvis tjente det formål at lette overvågningen mod tyve.
Vi glæder os om morgenen at vågne op ved denne campingplads, her er ro, fuglesang og udsigt til en høj blå himmel.
I dag skulle vi udforske en landsby, der hedder Lindoso med en borg og en stor tærskeplads og de små særlige korn siloer. Stedet ligger højt i bjergene her ved grænsen til Spanien og folk er stolte over deres kulturarv. Man møder glade gamle folk med krogede ben og krogede vandrestokke, der hilser med smil på læberne.
Vi ankom ved 11:30 tiden og gik hen til besøgscenteret for Nationalparken. Efter nogen tid lykkes det os at blive lukket ind, der er næsten ingen andre end os i dag. En meget venlig dame forsøgte på bedste vis med tegn og lyde at forklare sig om alt det hun vidste. Vi fik vandrekort og råd om hvor vi kunne spise frokost.
På vej derhen mødte vi en markedsbod med lækre lokale madvarer. Vi købte skinke, oliven og ikke mindst et flot surdejs brød. Herligt.
Vi fandt spisestedet, hvor de lokale arbejdere spiste og en venlig og høflig ung mand gjorde alt for at vi fik en god frokost ret. Det gjorde han ære i.
Snart var stedet helt fyldt med lokale 35 eller flere og de 2 unge drenge fløj rundt og servicerede med et stor smil og moderen samt et par hjælpere tilberedte maden.
Nu ville vi have gået en god tur, men der ville komme regn de næste 4 timer, desværre. Så i stedet kørte vi 30 km til nærmeste supermarked i byen Ponta da Barca.
Vi fik handlet og derpå var det tid til en kaffetår i byen, der også fremstår ren og hyggelig med mange blomster.
Her til aften har vi så nydt et dejligt måltid, med dejlige råvarer og solen har nu været fremme siden kl 16 og vejrudsigten melder om stabiltvejr i mange dage.
Nu var vores plan efter bylivet i Porto at køre op til den store. Nationalpark i nordportugal. Der er ikke så langt ca. 150 km. Så vi pakkede sammen og kørte af trafikerede veje over broen og mod Porte de Lima. En herlig lille by ved Limafloden med flotte blomster overalt. Byen skulle være Portugal’s ældste by fra 1125.
Her spiste vi frokost inden det sidste stykke vej af næsten tomme veje op til Nationalparken og en helt særlig campingplads, som vi glædede os til at opleve.
Den lever fuldt ud op til vores forventninger.
Her er fred, ro og en enestående natur, som vi glæder os til at opleve de næste dage.
Her ved Atlanterhavet har man anlagt lange strækninger med cykel og vandrestier. Det er meget fint og en masse mennesker bruger dem. Det bliv vi fristet af her til formiddag. Vi vandrede langs havet og ind til douroflodens udmunding. Det var en fin oplevelse at se unge og især ældre cykle, vandre og løbe her.
Nu fik vi spist frokost og lagt en plan for besøget på portvinsiden langs floden i Porto.
Det er en helt særlig oplevelse at køre i de lokale busser, det tager ca 30 minutter her fra campingpladsen og til centrum. Der er mange der bruger bussen og hurtigt opstår der en fest med højrøstet snak, i dag fordi bagdørene drillede og ikke lukkede hver gang. Men lt i en munter tone og chaufføren grinte med.
Vi fandt af stejle gader ned til portvinfirmaerne. Det skal lige fortælles at der er monopol for at sælge portvin ved at det kun kan ske herfra området. Her ligger de store firmaer såsom Sandemann.
Vi gik lidt omkring og i en sidegade fandt vi et lille firma der hedder Augustus portvin. Indretningsmæssigt lignede den Thy Whisky og den unge mand det fortalte om portvin kunne godt være Mads. Vi fik fortalt om det at lave portvin og derpå 4 smagsprøver, og en beretning om typerne. Vi kunne bedst lide den hvide der var lagret i 10 år. De havde hørt rosende omtale af Thy whisky.
Nu måtte vi finde et kaffested og Kirsten skulle have noget sødt at spise.
Derpå igen en tur med en overfyldt bus til campingpladsen og det var blevet varmt så vi fandt et spisested ved vandet og med udsigt til store bølger og solnedgang. Vi kunne også lige følge det klare valgresultat i Danmark.
I morgen kører vi lidt længere nordpå og op til nationalparken
