Det er varmt mellem 28 og 34 grader.
Vi planlægger med omtanke og har udset os nogle små perler i naturparken, der hedder Sierra de Aracena y Picos de Arache. Sådan.
Den første by vi kigger forbi hedder Alajar og den er flot. Her ligger der ikke plastikrester, her vasker og fejrer gaderne.
Vi må planlægge vandreturen nøje.
På torvet falder vi i snak med en del spanier, der gerne vil forsøge at hjælpe os på et gebrokkent engelsk.
Sikke en stemning det giver.
Vi finder stien til en nedlagt landsby gennem en flot natur.
Men først er der jo bryllup i byen.
De stiller gerne op til foto.
Så går vi afsted.
Det er jo et særligt landskab indhegnet af stengærder, en ” dehesa”, som det hedder, her er spredte Ege- kastanjetræer og der er mange græs og andre naturlige urter. Det er et perfekt sted for geder, får, heste og især grise. Her bliver den iberiske gris opdrættet.
De kan nemlig gøre det en gris er god til, den roder i jorden og æder det den finder. Så lægger den sig ned i skyggen af et egetræ og sover.
Det er grise liv.
Vi kommer ud til den nedlagte landsby, som vi havde planlagt, ingen mennesker!
Vi fandt nogle få appelsiner, som er godt her i varmen.
Nu kaldte en god frokost, som vi fandt stedet til, da vi kom tilbage til byen.
Et hyggeligt og dejligt sted med god mad.
Med god samvittighed spiste vi gris, et stor mørbrad med rosmarin og kastanjesmør.
Så fandt vi en familie , der gerne ville sælge noget hjemmelavet. 
De var glade og stolte.
Nu måtte vi så finde den berømte skinkeby Jabugo, hvor den bedste og dyreste skinke laves.
Det er et mægtig sted udelukkende med alt om skinken og den særlige gris der går 2 år i skoven og spiser særligt egeagern. Så slagtes den og skinkerne modnes og tørres i 2 år.
Vi købte noget så i også kan smage rigtig god skinke.
Det var en fin varm dag.
Nu planlægges næste step på turen Portugal
Hejsa. Hvor ser det hyggeligt ud i de små autentiske lokalsamfund og se hvad der rør sig og flotte billeder. Jeg glæder mig til at smage skinken. Fortsat go tur