Sidste år besøgte vi også den fine landsby Grazalema.
Vi ville gerne opleve byen og området her igen.
Derfor startede vi camperen og kørte 35 km op i bjergene til den flotte by.
Den ligger i det flotte bjergområde ned mod Cadiz og derfor kommer den varme luft op over bjergene og giver noget regn til byen, bare ikke i øjeblikket her om sommeren.
Sierra de Grazalema hedder bjergområdet og selve byen har 2.000 indbyggere.
Hele natur området er stærkt beskyttet, derfor er der begrænset adgang til store dele af området, da træer og planter, dyr- og fugleliv er helt speciel her 1000 til 1300 meters højde.
Man skal have særlig tilladelse for at besøge mange steder i området.
Det er godt. Kirken har heller ikke nogle fester der fejres oppe i dette uvejsomme område.
Grazalema er en del af området med de hvide landsbyer (pueblo blanco) her omkring Ronda og beskyttet af UNESCO.
Her i byen er der et aktivt liv med geder, vin, håndværk og tekstil.
Vi parkerer lige udenfor byen på et udsigtspunkt, og så går vi ellers på oplevelse i byen.
Vi ser ind i den lille kirke, hvor helgenen hedder noget med dagens beskytter, der går mange ældre fra byen forbi her hver dag.
Vi kommer også snart forbi det lille gede mejeri, der laver gode økologiske oste, vi køber igen et par stykker, som vi har med hjem.
Den lokale vandpost og tidligere vaskeri er blevet pyntet op siden sidste år.
Det er lørdag og mange spanier holder fri og man mødes rundt omkring med glade stemmer.
Vi forsætter vores vandretur i byen og ser på alle blomsterne, der bliver passet.
Nu er vi kommet helt til tops i byen og Kirsten kigger efter den store ørn, med et vingefang på 2,65, hun tabte jo vandrestaven sidste år, så det sker ikke igen.
Poul smutter lige op i det uvejsomme område for at finde en sti, men det ikke så nemt.
Pyt.
Her i national parken kan det spanske fyrretræ overleve her i omkring 1000 metershøjde.
Klokken er snart 13:30 og vi søger igen nedad gennem de små snævre gader.
På torvet er der mange spanioler, der også skal spise frokost. Uden overdrivelse, her snakkes og snakkes – grines og grines.
Men hyggeligt selv om vi ikke forstår noget.
Vi skal lige ud til den østlige kant af byen og gense ørnene, der har rede på skrænten og flyder hurtigt ud og op.
Så er det tid til hjemturen.
Vi kører hele turen på små asfalterede veje med utallige hårnålesving, man er altid lidt spændt på om der kommer en stor lastbil eller en bus.
Det gjorde der lige ved et sving hvor vejen var særlig smal. Der kom en meget stor rød turistbus. Chaufføren og kiggede lidt på hinanden. Nu skulle hovederne holdes skarpe og man skulle være tålmodig. Ved hjælp af Kirsten og guiden på bussen blev det peget og forklaret og 10 minutter senere havde vi klaret det. Der var kun 10 – 20 cm at gøre godt med. Så kunne alle smile og vi kørte sikkert til Ronda.
Man må kun køre 40 km på disse veje.
Nu nyder vi aftenen på campingpladsen og tænker så småt på at nu skal vi køre camperen til Malaga og vende næsen hjemad.
