Mandagsregn i Bergen

En regnvejrsdag i Bergen kan være stemningsfuld. 

Byens karakteristiske vejr med tunge, grå skyer hænger lavt over de omkransende fjelde, mens regnen stille drypper ned og forvandler brostenene i byens gader til blanke spejle. 

Regnen har en egen charme i Bergen, og den virker nærmest som en del af byens sjæl kan man forstå på folk man møder.

Vi starter dagen med at besøge Bergenhus Festning, hvor den gamle stenborg står ved havnen, omgivet af det grønne græs, der står i stærk kontrast til den grå himmel. 

Derefter slentrer vi hen mod Bryggen, hvor de gamle, farverige træhuse står på række langs den regnvåde kaj.
Der er noget magisk over disse huse, der har set så meget gennem århundrederne, og regnen tilføjer blot til den autentiske stemning. De knirkende trægulve og duften af gammelt træ giver en følelse af at træde ind i en anden tid. 

Bryggen er et af byens mest ikoniske og historisk betydningsfulde områder. Bryggen, som også kaldes Tyskebryggen, stammer fra det 12. århundrede og blev etableret som et vigtigt handelsområde af hanseatene, en sammenslutning af tyske handelsmænd, der dominerede handlen i Nord- og Østersøområdet i middelalderen.

I århundreder fungerede Bryggen som et handelscentrum, især for fisk og korn, og blev præget af de karakteristiske træbygninger, der i dag er blevet et symbol på Bergen. Disse bygninger blev oprindeligt brugt som lagre og handelsboder og er flere gange blevet genopbygget efter brande, men de har bevaret deres middelalderlige struktur og charme.

I 1979 blev Bryggen optaget på UNESCOs verdensarvsliste som et eksempel på en nordeuropæisk handelsbebyggelse fra middelalderen.

Vi får en god lang snak med en ekspedient i museumbutikken, som ikke har så travlt. Hun fortæller om stedets fantastiske historie, der går mange hundrede år tilbage, hun nævner at de mange tyskere, der kom her til Bergen ikke måtte have deres piger med, da de ikke ville have at de bosatte sig i Norge. Dette var en del af en politik, der skulle sikre, at de hanseatiske købmænd forblev midlertidige gæster og ikke blev en permanent befolkning i Norge. Hanseaterne var kun tilladt at bo og arbejde i visse områder, og de var underlagt egne regler og love, som blev håndhævet af deres egne myndigheder i Tyskland.

Vi fandt også en hyggelig cafe i et af de gamle hus, hvor man kunne sidde og nyde stemningen.

Vi måtte lige forbi de store pladser og små gader i midten af den gamle bydel.

For at få lidt varme og tørre tøjet, besøger vi Litteraturhuset for en hyggelig frokost. Her er det let blot nyde et velsmagende måltid i selskab med de andre gæster, der søger tilflugt fra regnen. Stemningen er afslappet og interesant for os at finde sådan en fin boghandel.

Efter frokosten går turen videre i  Staalesens fodspor, hvor vi følger i den kendte forfatters litterære rute.
Gennem Nordnes, bydelen med de smalle gader og gamle træhuse, føler man nærmest, at man er en del af en af hans krimier og hans detektiv Varg Veum. Regnen gør gaderne tomme og tyste, og det er som jeg husker det i nogle af hans bøger.

Vi slutter eftermiddagen ved havnen, hvor vi finder et af Staalesen’s stamsteder, Bien Basaren restaurant, her kan man mellem 16 og 18 smage på en klassisk plukkfisk. Retten, lavet af torsk, kartofler og løg, er fint måltid på en regnvejrsdag som denne, vil Staalesen mene. 

Vi nøjes dog med kaffe og kanelkage i en afdeling i bygningen, som nu er en Starbucks cafe og mindes vores første møde med caféen i Seattle i år 2000. 
vi kom da også forbi stedet, hvor der sælges de helt rigtige ting til regnvejrsdage i Bergen.


Hjemme i lejligheden kan vi se at det er blevet til 8 km i let regnvejr og nu kan vi hvile vores fødder lidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *