Vi vågnede op til helt overskyet vejr med småregn. Men vejrudsigten lovede opklaring og op til 17 graders varme.
Vores plan om at vandre ind til Europas dybeste kløft kunne vi sagtens klare.
Det blev en rigtig flot tur.
Vi startede bilen og kørte ud af Dorgali, hvor vi fandt en meget lille vej der førte os ned i Oddoene dalen. En flot dal fyldt med små jordlodder med massevis af vinstokke.
Efter 10 kilometer i dette grønne område parkerede vi ved floden, der løber oppe fra Canyonen Gola di Gorropu.
Der er næsten 8 km ind til kløften og vandrestien er god og afvekslende med gode udsigtpunkter og vi hørte massevis af fuglestemmer – måske også nattergalesang – stien er også her udbygget i 1800 tallet til transport af trækul.
Her kunne vi dog enkelte steder se gamle træer ellers er beplantningen ret så ung. Der må være mange vildsvin, da vi mange steder så spor af deres roden rundt efter føde, særlig nær kildeudspringene.
To og en halv time var vi om turen derind med en stigning på ca. 150 m. Der ventede os så en brat nedstigning så kunne vi se ind i den dybe kløft med sider på ca 500 meter. Her ved flodens udløb fra slugten ligger en masse kæmpestore helt hvide glatte kalksten, som er meget vanskelige at passere.
Vi prøvede og der er aftegnet en rute ind i slugten med små røde mærker, som vi fulgte. Det er et stifinder arbejde.
Man må kun gå lidt ind i den 12 kilometer lange slugt. Men overvældende er det.
Fem en halv time efter starten var vi igen tilbage ved bilen – benene havde det godt efter vandreturen på omkring 16 km. Derfor tog vi lige ned til havnebyen og nyd en kop kaffe og en øl.
Her er også nogle rolige hunde som Amanda kan nyde.